|
Dykænder er tunge, kompakte fugle, der kræver et langt tilløb mod vinden for at komme fri af vandet. Når først de er det, flyver de stærkt og sikkert. Dette særlige forhold med at lette mod vinden kan give havjægeren gode skudchancer. For at demonstrere teknikken tager vi for en lille stund læserne med på en særdeles stemningsfyldt oktoberjagt, fra den tid hvor der brugtes blyhagl.
---
Den beskedne lodsjolle sejler i den endnu mørke nat ud gennem den sydsjællandske fjord. Foran sejler den ti meter lange depot- og overnatningsbåd kaldet ”Timeteren”. Aftalen er at vi – to mand i hver båd – skal afsøge området ud for odden, mens ”Timeteren” skal gå længere mod sydvest. Senere skal vi mødes og gå op gennem Agersøsund mod Storebælt og derefter op i Kattegat, hvor vi så kun vil benytte ”Timeteren”. Her i mere smult vande er vores lille lodsjolle ganske fortræffelig, idet den kan klare sig på ganske lavt vand. Mens vi sejler sydover pakkes patronerne ud, kikkerterne lægges på plads på hylden, og de tre bøsser samles. Det sker ikke sjældent, at en af os når at skifte bøsse under skydningen og derved nå endnu en fugl. Men også til fangstskud er den tredje bøsse praktisk.
 Efter en lille times sejlads begynder det så småt at lysne. Lamperne i kompashuset slukkes og overbygningen rulles af stiverne, der afmonteres og det hele stuves ned i forrummet. Den lille vindskærm beholder vi opslået. Forude kan vi skimte odden, så vi styrer lidt mere vestligt. Ganske vist sker det, at der ligger fugle helt inde ved odden, men der er for lavt selv for vores båd. Derimod er revet vores mål. Vi er nu så nær, at vi må have kikkerterne op.
Stille og roligt afsøger vi horisonten. Jo, der er en flok edderfugle, og der er en til! Men hvor mange er der? Det er svært at bedømme på grund af en anelse sø. Når nogle fugle er væk dukker ny op, men vi kan dog se at flokken mod syd er den mindste, så den vælger vi. Erfaringen har lært os, at små flokke holder bedst for motorbåd.
Vi har vinden lige imod os og er derfor nød til at slå et stort slag udenom. Båden hugger godt i bølgerne da farten sættes op, og vi stikker mod øst, inden vi endelig kan sejle ind bag om flokken. Godt dækket i båden følger vi fuglene. At de har set os hersker der ingen tvivl om. Men de dykker tilsyneladende stille og roligt, som om intet var hændt. Da vi er et par hundrede meter fra dem, tages farten af båden, mens vi stadig skjuler os. Kursen er helt rigtig! Vi lader som om vi vil sejle forbi flokken. Lodsjollen egner sig ikke til opspeeden, hvorfor vi må sejle roligt ind på fuglene og med vinden skråt agter ind.
Nu sker det snart; 150m – så 125m og nu 100m! Flokken består af en lille snes fugle – fem af dem trækker ud, men de synker i vandet parat til at dykke. Vi sætter farten op og sejler så direkte ind på resten af den nu sky flok.
Fem af dem, nej, nu seks retter sig op og begynder at lette. Benene bliver brugt godt, medens vingespidserne med små smæld slår mod vandet.
Retningen er direkte imod os. De fire af fuglene får lagt kursen om mod bådens styrbordsside, mens de to andre søger bagbords. Bang – bang - - - - - bang – bang!
Mere blev det ikke til. To gik ned tæt på båden - døde inden de slog vandet. En tredje gik skråt ned på stive vinger – anskudt! Den bliver højst sandsynlig svær at få fat i.
Vi lægger omgående båden om til det sted, hvor vi så fuglen gå ned. Imens omlader vi til hagl nr. 5. Vi er heldige! Et eller flere hagl må have ødelagt fødderne, for den dykker ikke særligt godt. Da den endnu engang kommer op får den fangstskuddet. Vi samler nu fuglene op med en fangstkrog, som egentlig blev brugt til at lande laks langs kysten. Fuglene hænges op ude i forrummet – det var så denne jagt.
Nu omlader vi igen til hagl 3. Kikkerterne tages atter frem og båden sættes i fart. Efter et kvarter er der igen fugle i sigte, men denne gang er vi knap så heldige. Da de ser os letter de straks og går lang forbi. Således søger vi videre. Nogle gange er vi heldige, andre ikke – men altid er det lige spændende.
Først på eftermiddagen sætter vi kurs mod Agersøsund. Det tager nogle timer at nå dertil, men der er en høj klar oktoberhimmel, så vi betragter det som en ren lysttur.
Af og til går vi tæt ind under land for at glæde os over den smukke kyst. Klint, skov, enge og marker – ustandseligt ændres billedet. En lystfisker vinker til os inde fra det flade vand. Højt oppe trækker en flok gæs sit assyriske skrifttegn hen over himlen. Lystsejlere, der kun ser havet om sommeren, ville undre sig over al den liv og skønhed, der er på havet i efterårs- og vintermånederne.
Da vi kommer ind i Agersøsund, ser vi ingen ”Timeteren”, så ventetiden bruger vi på at pilke efter torsk til aftensmaden. Det bliver til tre fine torsk, inden vores depotskib dukker op. Sammen går vi ind mod kysten og ankrer op for natten. Lodsjollen agten for den store.
Næste morgen har vejret bedret sig. En svag brise får havet til at kradse sig og give morgenen lidt karakter. Uden vind letter fuglene i alle retninger og især bort fra jægerne. I den slanke ”Timerteren” går det nu op gennem Storebælt, hvor vi gang på gang observerer flokke af edderfugle, sortænder og fløjlsænder. De første styrer vi jagtmæssigt ned imod, men fuglene her i bæltet synes mere sky, end det er tilfældet længere sydpå. Hvad der er årsagen til dette er svært at sige, men det må antages, at den ret omfattende jollejagt både fra Fynssiden og fra Sjællandssiden har givet fuglene den anskuelse, at ikke alle fartøjer er ude rent tilfældigt.
Oppe ved Paludans Flak støder vi på store flokke af dykkere. Vi synes at tælle fugle i helt op til tusindvis, men skipper ryster på hovedet og rynker næsen af de her småflokke. Skipper er gammel i gårde, og han fortæller os om tider, hvor flokkene taltes i titusinder. Så vi går uden om dem, for det nytter ikke at jage store flokke - kun små flokke holder for motorbåd.
Ned mod Samsø støder vi på et sikkert bytte. Forude ligger en lille flok dykænder, og i kikkerten kan vi se det er fløjsænder. Hannerne – en fem til seks stykker – kurtiserer en enkelt hun, og det går øjensynligt voldsomt til i den familie. Et par stykker slås regulært, og resten svømmer ivrigt rundt om den enlige hun, der efter hvad vi kan se, er mere interesseret i at dykke end følge slaget omkring sig.
Vi går direkte mod dem, men dog således at vi de sidste par hundrede meter kommer ind lidt skråt på dem. Det er så vores mening at speede båden op og dreje lige ind mod dem, med den smule vind der er agter. Heldet er med os!
Da vi er hundrede meter fra flokken, holder de kurtiserende hanner op med at slås og svømmer synligt tvivlrådige omkring. En enkelt dykker, men kommer hurtigt op igen. Vi svinger nu båden om og speeder op. Nu får fuglene travlt, men i den lette brise er det uhyre vanskeligt at lette, så de løber bogstaveligt talt lige ind i os. Tre fugle falder forendte for vores skud. Vi samler dem op og kredser derefter om den tilbageblevne hun. De overlevende hanner plejer ret hurtigt at vende tilbage.
Ganske rigtig – der kommer de! Og som fløjlsænder ofte gør det - lige ned mod båden. Fuglene har stor fart, så der skal holdes godt foran. Bang – bang – bang.
To fugle styrter tungt til vandet. Den ene får vi med det samme, mens den anden dykker. Vi kredser igen rundt, men kan ikke finde den. Vi søger længe forgæves, men pludselig finder vi den forendt i den skvulpende overflade. Der er formentlig sket dette, at den har været dødeligt ramt, og så er omkommet under vandet og derved steget op som en prop.
Jagten går videre. Dagene fyldes med gode oplevelser. Flokke af svømmeænder ses jævnligt. Lommer, alkefugle, skalleslugere og mange andre observeres også gang på gang. Hen under aften går vi i land i fremmed havn. Vi får afhandlet fuglene med vildthandleren og indkøber forplejning og benzin til båden.
Aftenen går med snak om hvorledes dagen er gået. Om skud der ramte som de skulle, og om andre der ikke gjorde. Snart melder trætheden sig, og vi går til køjs; den næste dag er kun få timer forude - - -.
Tekst og foto: Bent Hansen og redaktionen
|
