|
Så kom invitationen til 1 ½ dags jagt i Tribbhult i Sverige. Op til vores svenske ven Per Hermanson. Det er Finn, som har skabt ”Den svenske forbindelse”, og han er også vores rejsearrangør. Loddet faldt på en flok af gode venner: Ole, Villy, Ib, Hans Oskar og foruden Finn selv - undertegnede. Som i øvrigt er den ældste og har været med nogle gange som det tynde øl. For god ordens skyld kan det da lige nævnes, at fire ud af os seks gæve jægere er medlem af Dansk Land- og Strandjagt (DLS Sydfyn).
Vi kørte hjemmefra fredag morgen. Første stop er traditionen tro bageren i Ørbæk, hvor vi provianterer brød og kage. Derefter et lille stop før vi når motorvejen ved Nyborg, hvor vi skal samle Ib op. Dernæst går det med fuld fart over Storebælt og videre over Sjælland. Øresundsbroen passeres, og der gøres igen holdt, idet Ib lige skal have klareret papirerne. Vi andre har klaret papirarbejdet over computeren – ja, det er nye tider!
Vores to erfarne chauffører Villy og Ole forsætter til vi når til et aftalt sted, hvor vi skal have kaffen og det gode brød fra bageren. Ole og jeg skal have en smøg, inden vi fortsætter. Så går det ellers videre til sidste stop – 150 km fra målet - hvor vi skal have frokosten. Endelig ankommer vi klokken godt 16, hvor vi får hilst på, pakket ud og redt seng. Dernæst er det tid til madlavning – kartoflerne gøres klar til kogning og den medbragte gryderet bliver varmet op. Vi får spist, ryddet op, fundet øl og whisky frem, hvorefter vi hygger os et par timer.
Efter en god nats søvn er vi klar næste morgen klokken 6.30. Alle skal have Pers obligatoriske havregrød, brød og stærk kaffe. Dernæst bliver der smurt madpakker og lavet termokaffe, inden vi venter på parolen klokken 7.30.
Alle står forventningsfulde klar med rifler, skydestokke, rygsæksstole, og hvad vi eller skal have med i skoven. Lysskær fra biler i det fjerne fortæller, at hundefolkene er ved at ankomme; på disse veje er det ikke almindeligt med trafik på denne tid.
Hurtigt er de tre hundefører klar og parolen kan endelig
begynde! Vi får at vide hvilke vildtarter vi må skyde. Denne gang gælder det kun
krondyr, kalve og vildsvin. Hundeførerne vil ikke have vi skyder til råvildt,
selv om der stadig er jagttid på disse, idet hundene ikke må lære at jage med
råvildt.
Afsted i bilerne for snart efter at blive posteret på de mest strategiske steder. Vi er kun syv mand til at stå for, og det er ikke meget, når der drives 150 tønder land af.
>br>Jeg får den næstsidste post, som hurtigt viser sig at være den bedste. Jeg havde ikke siddet længe før et stort vildsvin løber over hjulsporet, uden at jeg dog når, at kunne afgive skud. Medens jeg sad og ærgrede mig over jeg ikke var hurtig nok - dels fordi det blæste, så der var en hørlig susen i skoven, der gjorde svært at høre vildtet komme, ser jeg igen til min store ærgrelse, at der kommer fire svin i modsatte retning inde i en tæt bevoksning. Heller ikke her er der mulighed for et frit skud. Da de har passeret, kommer der kort tid efter endnu et svin – højst sandsynligt det første der passerede – heller ikke her er skud muligt!
Lige som alt er opgivet hører jeg en af hundene forfølge et stykke vildt direkte mod min post. Og ganske rigtig – i det samme kommer der et svin lige mod mig! Jeg tager lynhurtigt riflen op, men at finde svinet i kikkerten er svært på kun et par meters afstand. Svinet passere mig og efter, at det er trukket ca. ti meter ud finder jeg det i kikkerten og slipper kuglen. Det giver et vældigt ryk dyret, men det fortsætter! Lidt efter kommer hunden på foden og ca. 50 meter inde i tykningen, begynder hunden at give hals. Efter ca. 10 minutter med ved holden hals på samme sted kommer hundeføreren frem og spørger, hvad der er hændt. Jeg fortæller, at jeg har ramt svinet, og det er det hunden giver hals på.
Min vært Per, som også havde hørt hundens ved holdene halsen, går mod lyden og finder hunden siddende foran svinet. I forsøget på at komme helt ind og give fangstskud, løber vildsvinet videre med hunden efter sig. Men snart efter sætter det sig på ny. Per genner hunden væk og afgiver fangstskud. Det viser sig, at jeg havde ramt for lang tilbage på kroppen.
De efterfølgende drev gav ingen udbytte! Flere af skytterne så dog både kronhjorte og hinder, elgtyre, køer, kvier og kalve, dog ingen kronkalve. Og så var det slut for denne dag.
Vi kørte hjem for at gøre klar til dagens andet højdepunkt: gule ærter med flæsk, pølse, øl og brændevin, som det sig hør og bør! De gule ærter var i øvrigt min opgave. Hjemmefra havde jeg forberedt det hele og frosset det ned. Som den eneste heldige skytte måtte jeg sponsorere en Konjak til kaffen. Det gjorde jeg gerne og resten af aftenen gik med hyggelig snak og lidt til halsen, inden vi trætte gik til ro.
Søndag morgen samme ritualer med havregrød, kaffe og brød for dernæst at være klar til parolen 7.30. Hundefolkene ankommer, og i dag er der let frost og vindstille. Snart bryder solen frem og vi drager til skovs.
Efter to såter finder hundene en flok vildsvin, som de ”kører rundt” med en rum tid, dog uden at nogle af svinene kommer for. Et enligt mindre svin sættes af en hund, som det efterfølgende lykkedes en hundefører at nedlægge – svinet altså. Igen bliver der set både elge og krondyr dog ingen kalve, men alligevel en formiddag rig på oplevelser i de store svenske skove.
Ved middagstid er jagten forbi, og vi skynder os hjem. Grejet bliver pakket, de sidste gule ærter varmes op sammen med nogle rigtige gode pølser - som en af de svenske gæster havde med - og så er det ellers afgang klokken 14. Turen hjemad indskrænkes til et enkelt stop, og klokken 20 når vi Sydfyn. Endnu en stor oplevelse rigere.
Tekst og foto: Karl Johan Rasmussen m.fl.
|
