Jydejagt

 Snedkeren som jo også skulle med ud på øen, stod inde på bredden og holdt sig på maven af grin.

Snedkeren var i telefonen! – Nå, sagde han, - har du ordnet kanonen så du er klar til den første?
- Ja den er klar som sædvanlig, svarede jeg. - Det er vel otteogtyvende gang i år, så det ligger jo lige som i rygraden. Så galt er det virkelig gået med mig og de Jyder gennem årene, at jeg ikke en gang regner med at skulle inviteres mere. Det er lige som en selvfølge, at den første september og den første weekend i oktober foregår i det festlige lag i Himmerland, med jagt.

 Snedkeren fortsætter: - Vi skal også til bryllup i år, Anna skal jo giftes!
- Nå skal hun det, hvornår skal det så være?
- Ja, sgu da den første september!
- Madsen`s datter skal da ikke giftes den første september, nu må du holde inde med den slags vrøvl.
- Ja, men det er dælen – dunnerme - rigtig da.
- Så dårlig en opdragelse kan hun da ikke have fået, så hun vil giftes den første september. Det er sku da en national helligdag, hvor man ikke har tid til den slags pjat, sagde jeg.
- Nå ja, men så spørg du Madsen om det.

Jeg ringede straks til Madsen`s mobil! - Det er Otto, lød det i den anden ende af røret.
- God dag, Madsen, sagde jeg, - hvad er det Snedkeren fortæller mig. Skal din Anna giftes den første september? Der blev underligt stille i telefonen, og jeg kunne høre, at han lige som sank spyttet i den anden ende af røret.
- Ja sagde han, det er rigtig nok, men hun har så også lovet, at den slags numre laver hun ikke mere.
- Vil det sige, at hun allerede er tilgivet den lille juleleg.
- Ja, skal vi ikke bare sige det; hun har jo ikke jagttegn, og hun havde jo også glemt at spørge, om hun måtte gifte sig. Men sådan er de unge mennesker jo i dag, der er ingen respekt for de ældre. Nu er det jo også sådan i år, at duejagten er ødelagt i forvejen af fredningen i september og morgentrækket er jo færdig inden (prædiken) kirketid, så det kan vel nås det hele. Og hvem ved, om ikke der kan være en lille ting, vi vil have syndsforladelse for.

- Vi startede som sædvanlig med æg og bacon i Kaj`s garage kl. 03.00 og efter endt ritual, med dram, sværte i hovederne, og andre gøremål, var vi klar til afgang.
Der skulle tre mand ud på øen i den store sø, og det blev Snedkeren, Kibæk Frank og Kaj. Det er lavet så snedigt med båden ud til øen, at der er trukket et tov, som er fastgjort ude på øen og inde på land, så kan man trække båden frem og tilbage uden at ro, for der driver så meget mudder rundt i den sø, at det kan være svært at bruge årene.

Kibæk Frank, skulle trække Kaj ud på øen først og dernæst hente Snedkeren, for der kan kun være to mand (af den kaliber)i båden af gangen.
De kravlede lidt larmende ned i båden og Frank trak i tovet, medens de ænder, der havde overnattet i søen skræppende for af sted. Men der skete intet, båden blev liggende, hvor den var.
- Træk nu, sagde Kaj, og Frank trak så båden var ved at tage vand ind og lige meget hjalp det! - der er sgu da noget galt, sagde han.
- Nej, det er da bare noget mudder, der spærrer vejen. Du skal bare trække til, og det gjorde den stakkels Frank, men båden blev hvor den var.
Snedkeren, som jo også skulle med ud på øen, stod inde på bredden og holdt sig på maven af grin.
- Hvad fanden griner du af, skældte Frank.
- Ja, var det ikke en ide at slippe fortøjningen, grinede Snedkeren, og pegede på den busk båden var fortøjet til, og som lå helt hen af vandet på grund af belastningen. Frank mumlede noget om dumme Nordjyder og den slags. Han er selv importeret sydfra i dagens anledning. Endelig var man på plads og klar til morgentrækket, som blev rigtigt godt den morgen, for de ænder der havde forladt søen på grund af larmen, havde ikke glemt, at der var noget foder, der ikke var blevet spist op dagen før, så de kom tilbage hele morgenen for at spise op, de kendte jo endnu ikke jagtens barske vilkår, men noget for noget.

Tiden nærmede sig første weekend i oktober, og jeg gjorde mig klar til endnu en tur i det jyske, hvor det nu nærmest skulle dreje sig om landvildtet. Vi skulle starte ude i nogle lyngbakker ovre ved Snedkeren om lørdagen, hvor der ofte har været både ræve, duer og rådyr. Posterne blev fordelt, og der var straks musik fra "Bette - skid", da hun blev sluppet. Efter et øjeblik forsvandt hun under jorden, og vi ventede i spænding på, at en rævepels skulle vise sig på arenaen. Men der kom dog ingen rævepels (ud over dem oppe på jorden), men derimod en lille hund med en ordentlig flænge i venstre øre. Det var sikkert en "Mister grinbart" (Grævling) hun havde været i klørene på.

Madsen prøvede at stoppe blødningen med noget papir, som jeg havde i vognen. Men så snart han fjernede papiret fra øret, blødte det jo lystigt videre. Gode råd var dyre, vi kunne jo ikke rende rundt med en hund, der ville forbløde, og det grisede jo også alt til, så hvad gjorde vi nu.
- Vi skal jo have det papir til at blive hængende uden på øret, sagde Madsen, som havde prøvet med noget elastik og snor, men det duede ikke rigtig, det faldt af når hunden rystede på hovedet.
Nu kan man sige meget om Kaj, men det er nu ikke altid kun udvendig, han har et "lyst hoved". Af og til kommer der også lyse øjeblikke indvendig, så resolut trak han sin ene strømpe af, (han "arbejder" med soldater, så han har 700 par grønne sokker, som for de flestes vedkommende endda er købt på ærlig vis), skar skaftet af og rakte det over til Madsen, så han kunne trække strømpen ud over hovedet på hunden; og ved gud, det virkede sgu.
"Bette skid" rynkede godt nok noget på næsen, da strømpen blev trukket ned over hovedet på hende, men papiret blev på sin plads, og det var jo sådan set formålet med det hele. Så lugten måtte hun jo så vende sig til, og dyreværnsmæssigt er det vel heller ikke helt galt - det kan vel ikke være meget værre end lugten af en grævling.

Nå, vi måtte videre i teksten! Vi var jo blevet forsinket i en times tid, og vi skulle jo også hjem til snedkerens hustru og have frokost. Det er nemlig så sjældent han inviterer, så det skulle jo også nås.
Efter afsøgning af bakkerne, hvor Kaj skød en stor hare og vi så tre dyr, skulle vi over til et stykke ved åen, hvor der var en mark med majs og roer. Her kom der igen gang i den ”Bette skid”. Hun fór rundt og hylede og skreg, næsten højere end hun plejede, men det har sikkert været fordi, at hun med strømpe om hovedet ikke rigtig kunne høre sig selv.
Det skulle dog vise sig, at der var noget at skrige efter! En ræv kom forbi Madsen to gange uden han kunne komme til at skyde på den, og selvfølgelig forsvandt den ud over naboens område, hvor der jo i sagens natur ingen skytter var sat af.
Lidt senere kom hunden tilbage igen. Aldrig så snart den var inde i majsen, forsatte koncerten. Denne gang var det to dyr. En rå med et stort lam kom ud af majsen og videre ud i roerne, hvor de stoppede op og kikkede til alle sider. Madsen og jeg gik jo med hundene og drev ned mod åen, hvor snedkeren stod bag en lille busk ret forude. Kaj lå nede i hjørnet til venstre - også ved åen - og hvad gjorde dyrene så? Ja de løb stille og roligt lige over i naboens buskads og var væk. Lidt senere kom endnu et dyr og tog samme kurs over til naboen, hvor de hoppede over åen og stod og grinede af os på naboens side. Fie (min hund)lettede lidt senere en fasankok, som var tosset nok til at ville forbi mig, og det klarede den så ikke. Men tiden var nu gået, og vi kørte hjem til en, som sædvanlig herlig frokost hos fru Snedker.

Dagen efter var vi på en anden jagt, hvor jeg - af snedkeren - havde fået tildelt pladsen i højre side af en slugt mellem to bakker. Det var en herlig plads med et fint skudfelt til begge sider. Snedkeren havde selv taget den anden side af slugten. Madsen var blevet kørt ud i en hedemark, hvor han skulle slippe hundene.
Da vi var på plads og hundene blev sluppet, varede det heller ikke længe før der blev koncert i skoven. Intet er så herligt, som at drevet kommer imod en selv. Man mærker spændingen stige i takt med at drevet nærmer sig. Det bølger frem og tilbage og man fornemmer, hvordan vildtet laver gæk med hundene i en uendelighed. Jeg bander lidt for mig selv, da drevet stille og roligt drejer over i venstre side af slugten, hvor der pludselig lyder et skud fra snedkeren og drevet ophører. Den mand har skudt mange stykker råvildt og ræve fra den plads. Da jeg kommer der over, ligger der en stor seksender forendt, og jeg giver ham hånden og siger: - Tillykke dit utyske.
Der sker en masse mere den dag, men der kom ikke mere vildt på paraden. Ved dagens slutning køre jeg hjemad til Sjælland, dog kun for at returnere den 11/1 2008.

Tekst og foto: Frank Jensen m.fl.