Min første sortbjørn

“When you shoot a bear, Kasper, go low just behind the shoulder.”

Efter 10 måneders utålmodig venten, sad vi – min onkel Hans og jeg - endelig i det lille propelfly og ventede på tilladelse til -take off- fra Vancouver internationale airport. Den sidste del af den lange flyrejse fra Danmark mod den lille bjergby, Smithers, i hjertet af British Columbia i Canada, var i gang.
I Smithers miniatureudgave af en lufthavn tog vor masterguide Stewart`s hustru, Wendy, imod os, og efter et par timers kørsel til Stewarts basislejr, Lake House, i hendes voluminøse 8 cylindrede truck, kunne der endelig skiftes til jagttøj.

Eventyret var nu for alvor i gang, for samme dag læssede vi en 25 fods aluminiumsjolle, med en kraftig Mercury påhængsmotor på hækken, med div. konservesdåser, drikkevarer, fiskestænger, rifler og den erfarne bjørnejæger (min onkel), undertegnede og endelig Stewart, der som den sidste gik ombord. Vi var klar til at krydse over, Babine Lake, som er den et hundrede og tres kilometer lange sø, der skiller basislejren fra det enorme areal på 8000 kvadratkilometer vildmark på søens modsatte side, som Stewart jagtmæssigt råder over. Mit første indtryk af mødet med vildmarken, var ved at tage form!

Tilbage i Danmark foran computeren, er der et utal af oplevelser, indtryk, syn, dufte og lyde, der trænger sig. på. Men her kommer beskrivelsen af turens primære formål, og indfrielsen af samme - nemlig en sortbjørnejagt! Det kan i ”parentes” bemærkes, at på jagtens tredje dag, uden at have set friske spor fra bjørn, var jeg efterhånden i en tilstand, der så småt begyndte at kræve en bjørn! Men pludselig stod den der endelig i udkanten af en lille lysning. Mere om det møde senere, for vejret drillede os.
I det nordlige Canada kommer vinteren længe før, vi mærker kuldetendenser i retning af vinter i Danmark. Og kulde med frost om natten, var, hvad Stewarts område måtte døje med i dagene omkring vor ankomst. Derfor foregik jagten fra en gammel bush-truck, der transportere jægeren og hans guide de lange strækninger mellem højdepunkterne i bjergene, hvorfra man så i kikkert, forsøger at spotte en bjørn. Middagssolskinnet kunne måske lokke en bjørn ud i et åbent stykke land, for har der været nattekulde tidligt om efteråret, hvor de fleste bjørne har ædt sig fede nok til at gå i hi, foretrækker bjørnene at hvile sig i skovene, frem for aktivitet i de åbne arealer.
På vej tilbage til lejren fra sådan en jagtdag sammen med Stewarts unge, nyansatte guide, Troy, sprang der pludselig en sort firbenet skikkelse over vejen i det begyndende tusmørke. Det kan nok være én og anden blev revet ud af egne tanker om aftenens gøremål i form af brændeovns optænding, tilfredsstillelse af mavens behov, samt en lille, men stærk whiskysjus, og sidst, men ikke mindst, en tiltrængt søvn.
Troy ænsede dog ikke bjørnen. Med en kort sætning: “He`s a smaller bear, Kasper, you dont want him”, forsøgte han at dæmpe iveren i mine øjne. Men, som ihærdig jæger og med et uforløst første møde med et af naturens store dyr, insisterede jeg med et: “Lets find him! I want to see him”.
Troy stoppede straks trucken og vi listede hen imod “gerningsstedet”. Med stor dygtighed præsterede han at tildele mig en oplevelse, der med lige så stor sandsynlighed vil bevares i erindringen livet ud. Med høje pibelyde, som fra et såret dyr, præsterede han at hidkalde sig bjørnens opmærksomhed.
Omgivet af en mur af tæt skov, hørtes nu lyden af knækkende grene og buskads, der brutalt væltedes til side, alt sammen i retning mod os! Aftenen før havde en guide i lejren underholdt om sortbjørnes aggressive adfærd i nationalparkerne, der af og til gav uforsigtige turister alvorlige forskrækkelser. Typisk hændelser, der skete under omstændigheder, som nu, hvor vi burde trække os, og lade bjørn være bjørn.
Skovvejens gule grus fangede i tusmørket lys fra den frostklare stjernehimmel, og genskinnet fra gruset gjorde underskoven uhyggelig mørk, efterhånden som tusmørket gled over i nattemørke. Stemningen var ikke fri for at gøre mig en anelse forstemt, for guiden havde sluttet sin beretning om sortbjørnes ikke altid fredelige adfærd, med en historie om en sortbjørn, der uden varsel i aftenskumringen havde angrebet et forældrepar med et mindreårigt barn, der partout ville fotografere ”bamsen”! Kun med nød og næppe var parret sluppet uden alvorlige skrammer, ved at springe ind i bilen og køre fra stedet med speederen i bund!
Pludselig så vi den komme ud et stenkast borte. En mindre sortbjørn! Ikke tvivl om det. Og alligevel et muskelbundt, af Troy vurderet til 5,5 fod og 100 kilo. Afgjort et syn, der aftvang mig respekt. I det skarpe skin fra stjernehimlen, tog dens konturer, som et større dyr, form! I første omgang stirrede den mistroisk på os, og gik lidt frem og tilbage, for med et´ at skyde ryg og klapre med kæberne, som den første advarsel. Pas på! I mørket hersker jeg. Troy greb mig i armen, han ville, at vi trak os tilbage til trucken, for skal bjørnen ikke skydes, så skal den heller ikke provokeres unødigt.

Dagen efter andetsteds i terrænet benytter vi en ”argo”, som er et åbent multihjulet køretøj, der kan komme frem overalt – næsten da. På en skråning langs en flod konfronteres vi af vildmarkens ”kampvogn” grizzlybjørnen, der i fuld fart kommer tumlende imod os. Grizzlyen lignede rent faktisk en kampvogn, der havde til hensigt at nedkæmpe en fjende, for så, i sidste øjeblik, at ændrer kurs i retning mod floden. I det øjeblik, den drejer af, mindre en ti meter fra argoen, står der en byge af spyt og savl ud af kæften på det store muskelbundt, som troy skønnede var i vægtklassen over 600 pund. Ingen af os nåede at få taget ladegreb på riflerne, men vi modtager til gengæld bygen af spyt fra grizzlyens kæmpegab. Det var et respektindgydende skue at se ”klumpen” af muskler bølge af spændstighed omkring den enorme krop, og jeg tvivler på, at et riffelskud havde stoppet den i tide! Heldigvis ombestemte den sig, og resten af dagen slap Troy ikke sin ”backup-gun” ude af syne, men sad så at sige, med fingeren på aftrækkeren!
Med denne særegne oplevelse i erindringen gik det meste af 3 jagtdag uden at vores lille gruppe så andet end både sortbjørne og grizzlyers efterladenskaber. ”It seems to be nice bears, lets look out for a big one”, foreslog Troy optimistisk. Ja, for helvede, tænkte jeg og var i øvrigt i fuld gang med at “look out” efter hvad som helst, der bevægede sig – stort som småt, bare det lignede en sortbjørn i seks fods klassen.
En fuldvoksen los lod sig dog overmande af nysgerrighed. Første gang vi så den, søgte den skjul i noget tæt buskads, og da vi på tilbagevejen passerer stedet igen i argoen, kan den ikke dy sig, men må helt ud i det fri, for at kigge os nærmere an.
I samme øjeblik troy stopper argoens motor og vi hiver digitalkameraerne frem, springer den i ly i krattet. Et typisk eksempel på, at dyr ikke frygter motoriserede køretøjer, hvorimod synet af mennesker gør indtryk i retning af flugt.

Endelig. En større bjørn!
Med øjnene fokuseret på en lille lysning, faldt Troy ned på knæ med sin kikkert, der nærmest, som en legemsdel konstant hang i en seleanordning på hans bryst, mens han berettede følgende: ”6 foot Kasper, maybe 6½! It`s a nice bear; you can take him”.
Med hjertet pulserende løs på min drøbel, ja - sådan føltes det, og med en ellers efter egen mening ret fattet og rolig optræden udadtil, tog jeg anlæg, fandt ”ham” i kikkertsigtet, førte korset fra hovedet ned over kroppen og for oplevelsens skyld, helt hen til bagpartiet og så igen frem til ”hans” skulder, for derefter, som instrueret af min onkel og Troy ”When you shoot a bear, Kasper, go low just behind the shoulder”. Altså placer kuglen lavt bag bjørnens skulder.
Aftrækket blev taget og det mærkbare rekyl fra min lånte 300 Winchester Magnum i kombination med skuddets brag, blev de efterfølgende sekunder med ét opsummeret, som min til dato største jagtoplevelse.

Projektilet, der gennemborede bjørnen, fik den til at snappe hidsigt efter sit skulderparti og springe op i luften, hvorefter den tumlede om på siden, for til sidst, at flade ud på maven få meter fra skudstedet. Fældet af en fint placeret kugle, der - viste det sig senere - var gået gennem begge lunger og havde perforeret hjertet.

Det var derfor, med en ganske særlig følelse i maven af et vellykket skud, vi målrettet gik af sted mod lysningen, hvor vi endnu ikke var helt sikre på, om bjørnen lå død! Troy gik forrest med sin Defender Leveraction i kal. 45-70, der lokalt blev betegnet som: “a train stopper“, og jeg lige i hælene og sidst min onkel med skarpladt riffel og ditto digitalkamera.
På skudstedet fandt vi bjørnen forendt, som efterfølgende blev målt og vejet til 6,3 fod og 140 kg. En han på ca. 5 år og en krudtkarl af et muskelbundt med rifter i det ene øre fra et nyligt overstået slagsmål, sandsynligvis med en rivaliserende artsfælle.