|
Jægeren satte haglbøssen tilbage i våbenskabet og skulle lige til at lukke det, da hans blik faldt på den lille .22 magnum. Aftrækkerbøjlen havde fået en anelse rust. Jægeren tog salonriflen ud, og mens han olierede og pudsede funderede han over, at det i grunden var år og dage siden, han sidst havde brugt den. Sidste gang var på en tur til Sverige for at skyde skovfugle. Derovre i broderlandet var det snarere reglen end undtagelsen at skyde urfugl og tjur med lette rifler.
Jægeren smilede lidt og tænkte på det gamle mundheld: Skik følge eller land fly, men på den anden side: traditioner er jo til for at blive brudt – bare sådan engang imellem!
-
En eftermiddag et par dage senere gik jægeren ind i mosen med hunden hinter. Fornemmelsen af at holde den lette riffel i hænderne var ganske behagelig, og det blev bestemt ikke værre, da en kok i det samme skogrede og slog med vingerne et godt stykke fremme.
Jægeren sneg sig igennem den efterårsduftende underskov lige så tændt, som hvis det havde været bukkejagt. Ja, næsten mere grundet det noget usædvanlige tiltag. Jægeren svor på stedet, at dette ikke var hans sidste fasanpursch! Og netop stedet var perfekt til denne form for jagt. På alle sider af mosen var der høje åse. Jægeren havde ydermere valgt ekspanderende projektiler for at mindske faren ved eventuel rikochettering. .22 magnum har på trods af det klejne udseende immervæk en fareafstand på 3000m. Så skud op i træerne kunne der som i Sverige ikke blive tale om. Heller ikke i spidse vinkler. Der boede alt for mange folk i nærheden.
Jægeren standsede, da han kom til en lysning med blandet, lav vegetation. Kokken kunne selvfølgelig være gået sin vej. Fløjet var den ikke - så ville han have hørt det. Jægeren turde ikke gå frem, men satte sig i stedet på hug og spejdede. Hunden var helt klar over, hvad der foregik, og lagde sig - parat til at modtage ordre.
Tanken om, at fasaner har et djævelsk godt syn selv på meget lang afstand, var et incitament, der heller ikke gjorde jagten ringere. En forårsdag, da jægeren var ude at se efter affejninger, gik der en kok mindst 250m væk. Da jægeren viftede et par nærgående myg væk, begyndte kokken med det samme at spæne.
Jægeren kunne endnu engang ikke lade være med at tænke på, hvor meget dette mindede om bukkejagt. Den eneste forskel var blot, at her var salonriflen skudt ind til 25m - byttes ringe størrelse taget i betragtning.
Mens jægeren spejdede, anede han en bevægelse bag et lavt brombærkrat en god snes meter væk. Jægeren hævede uendelig langsomt håndkikkerten og fokuserede på busken. Og ganske rigtig - bag den stod kokken.
Jægeren sænkede kikkerten og så sig omkring. Selvfølgelig var det en mulighed, at snige sig ud til en af siderne og derved få frit skud. Men, men, men!! Fasaner ikke alene ser godt, de hører også godt!
Jægeren opgav tanken om at flytte sig og begyndte i stedet at sige som italienerne derhjemme. Virkningen udeblev ikke! Efter et par minutters klukken dukkede kokken halvt frem bag busken og så med hovedet let på sned efter denne sære, lokkende lyd. Jægeren havde, imens han klukkede, hævet riflen, så den var klar til skud.
– Lige lidt til, tænkte jægeren, mens han klukkede videre.
Det var, som om kokken kunne læse jægerens tanker. I hvert fald trådte den endnu et skridt frem, og blev derved helt fri af busken. Lige inden jægeren skød, forbavsede det ham, så meget kokken fyldte i sigtekikkerten.
Tekst: redaktionen
|
