|
 Nå, så du er kragejæger, sagde jægeren mellem en af såterne og fik konstateringen til at lyde både spørgende og interesseret!
- Ja, da, svarede kragejægeren og fik det til at lyde, som om det var den naturligste ting i verden. Og det var det ikke, vidste jægeren. Faktisk var der ikke mange rigtige kragejægere tilbage.
- Sådan passioneret lige som bukkejægere ofte er det?, spurgte jægeren oprigtig nysgerrigt. Det er altid spændende at lytte til fagmænd.
- Med jagtjournal og deslige? Jægeren var selv ivrig bukkejæger.
- Også i den grad, svarede kragejægeren i et meget bestemt tonefald og så på jægeren med et undersøgende blik, som om jægeren antydede forundring over kragers bogføring. For det var der nemlig ingen grund til. I hvert fald ikke med hensyn til det jagtmæssige sammenlignet med bukkene. Kragers territoriedeling var en hel videnskab i sig selv.
- Det er nogle snu bæster – kragerne, skyndte jægeren sig forsonende at sige oven på kragejægerens lettere fornærmede toneleje og fortalte om en engang, hvor han havde siddet i skjulet en hel formiddag uden held.
- Hvordan var vejret?, spurgte kragejægeren og lød som en landsbylæge i sin konsultation sammen med en imbecil og tunghør patient.
- Småkoldt og blæsende!
- Nul krager, så!, sagde kragejægeren og løftede belærende en skolemesterfinger.
Jægeren fornemmede nu, at han ikke talte med en nyudlært begynder, men med en dreven nimrod.
- Roligt vejr og så tidligt om morgenen eller først på eftermiddagen kombineret med en oprevet selvdød høne! Og så selvfølgelig et godt skjul, belærte kragejægeren nøgternt.
- Nå, sådan, sagde jægeren og fik det helt bevidst til at lyde, som om bukkejagt måske alligevel var bare lidt mere æstetisk. Sådan samlet set!
- Og så en masse tålmodighed, fortsatte kragejægeren ufortrødent og vendte sig og så med en meget signende mine på fasanerne, der var ved at blive hængt på siden af ladvognen.
– Kragejagt er jo noget helt andet end det her. Ikke at dette ikke er underholdene, men du ved mellem os sagt, kragejægeren sænkede stemmen og gik lidt tættere på jægeren, - kragejagt er jo, om man så må sige og uden at fornærme nogen, kragejægeren gik igen lidt tættere på, - det som jeg kalder rigtig jagt. Der er jo ingen, der ligefrem udsætter krager, hvis du forstår, hvad jeg mener?
Jægeren nikkede forstående og smilede for sig selv. Han ville gerne høre mere om denne åbenbart så ædle jagtform, som så mange tilsyneladende ikke dyrkede eller gad høre om. For hvem ville ikke hellere høre beretningen om et perfekt bladskud på en præmiehjort i det skotske højland end om en sønderskudt gråkrages endeligt over en selvdød høne ikke langt fra en åben losseplads nær Højrup.
- Ser du, forsatte kragejægeren, da han kunne mærke, at han ikke kun talte for høflige øren, - erfaring, erfaring og atter erfaring, altså passion om du vil, så bliver man en god kragejæger. Men det tager år!
Efter en masse gode råd om dybfrosne lokkere og ansigtskamuflage spurgte jægeren om et sidste lille tip, da han kunne se, at det var ved at være tid til næste såt.
- Lær dig at sige som en krage. Kragejægeren så med et professionelt blik horisonten rundt, inden han med et stort smil så på jægeren og fortsatte seminaret. – Lokkekald og alt det der duer altså ikke målt med et trænet stemmebånd – kragebånd som min salig far - i øvrigt også kragejæger - kaldte dette her. Kragejægeren, der havde ryggen til de andre jægere, lavede et par sære mundbevægelser og fik dernæst samtlige hunde og jægere til at se op og enkelte til af gammel vane reflektorisk og med et fast greb at gribe til bøsserne, inden det gik op for dem, at der såmænd bare var en sand kragemester tilstede.
Tekst: redaktionen
|
