|
Krybskytten og skovfogeden
Det var en lillejuleaftens eftermiddag i de gode gamle dage. Sneen lå som et fint, tyndt tæppe på gårdspladsen, da skovfogeden åbnede døren. Med hunden ved sin side og bøssen over skulderen gik han ind på stien mellem grantykningerne, for at gå en lille runde og derved gøre sig fortjent til julens megen sul.
Et godt stykke nede af stien standsede skovfogeden og så undrende på tydelige fodspor i sneen. Hvem mon der færdes her på denne tid, tænkte han og rynkede panden. De af godsets folk, der arbejdede i skoven, havde i anledning af den forestående højtid fået fri først på eftermiddagen.
Skovfogeden tog sit lommeur frem og så på klokken. Om en lille time - ved solnedgang - var han ventet hjemme, for vanen tro at modtage gæster fra nær og fjern. Nej, tænkte skovfogeden, dette her må – højtid eller ej - opklares nu.
Med hunden hinter gik skovfogeden efter sporene, der snart førte fra stien og ind mellem granerne.
Lidt fremme så skovfogeden en skikkelse snige sig af sted med et gevær.
Javel, en krybskytte, tænkte skovfogeden vredt og gik med raske skridt fremad. Inden for hørevidde råbte han myndigt: - Hallo, der! Stop øjeblikkeligt!!
Skikkelsen standsede brat og blev stående med bøjet hoved. Da skovfogeden kom nærmere, kunne han se, at det var husmandsfamiliens store dreng. Deres lille jordlod grænsede op til godset.
- Vil du straks aflevere salongeværet, befalede skovfogeden vredt og rakte hånden frem.
- Ja, Hr. Skovfoged, lykkedes det drengen at fremstamme, skamfuld som han var over at blive taget på fersk gerning. Med blanke øjne afladede han salongeværet og tog patronen ud, inden han rakte skovfogeden begge dele.
- Ja, ja, ser man det, sagde skovfogeden og nikkede lidt formildet over drengens våbenføring og den synlige, dårlige samvittighed.
Skovfogeden kendte godt husmandsfamilien. Han vidste de sad hårdt i det på grund af den tørre sommer og det lange regnfulde efterår, der havde rådnet store dele af vintersæden bort. – Nu følger jeg dig hjem til din far, og så må vi senere se, hvad landbetjenten mener om sagen. Forstået?
- Ja, svarede drengen stille, med blikket rettet ned mod træskoene, der var blevet hvide af de mange fine fnug.
Ved synet af en fasankok der søgte ind i et brombærkrat henne ved en lille lysning, fik skovfogeden i det samme en ide. Drengen var jo tydeligt brødebetynget, og - ja, det var dog trods alt jul.
– Det var velsagtens fasaner, du ville skyde?, spurgte skovfogeden med en lidt mildere stemme. Drengen nikkede og rodede i sneen med den ene træskosnude.
- Og I har ikke fuglesteg på bordet til højtidsaftenen?
- Nej, svarede drengen stadig skamfuldt.
Skovfogeden stillede salongeværet op af et træ og greb sin bøsse. – Har du før skudt med sådan én her?
- Ja, da, svarede drengen med fast stemme og så op på skovfogeden. – Far tager mig altid med på haretramp. Han siger jeg er god! Drengen så igen ned i sneen.
- Jamen, så lad os se hvad du kan udrette? Skovfogeden så på uret. - Vi har lige tid nok, forsatte han og rakte drengen den knækkede bøsse og et par patroner.
Drengen så hurtigt igennem løbene, inden han ladede og med et næppe hørligt klik lukkede bøssen.
Skovfogeden nikkede igen anerkendende ved drengens kyndige våbenføring. - Jamen, så lad os se hvad du kan udrette?, gentog han og pegede hen mod lysningen. – Brombærbusken derovre har lige fået besøg af en fasankok.
Med skovfogeden som bagtrop sneg drengen sig let foroverbøjet frem. Da de var inde på passende afstand af busken, hviskede skovfogeden en ordre til hunden, der straks for af sted. Så snart den havde fået fært, søgte den rundt om brombærbusken og gav hals. Lyden og postyret fik fasankokken til at lette og flyve ind over lysningen. Drengen hævede bøssen og fulgte kort fasankokken, inden han trykkede af. Skuddet fik fuglen til at falde dødskudt til jorden.
- Ja, men det var jo fint, roste skovfogeden, mens hunden apporterede. – Og så vil jeg gerne have bøssen!
Drengen afladede og rakte skovfogeden bøssen og patronerne, hvorefter han igen så ned i sneen.
Skovfogeden så et kort øjeblik på drengen og sagde så med myndig stemme: - Vi står og mangler en ny skytteelev, så hvad siger sådan en ungersvend som dig til at tiltræde pladsen i det nye år? Jeg kan jo se, du har håndelaget og gejsten.
Drengen turde næppe tro sine egne ører. - Tak, Hr. Skovfoged, det vil glæde far og mor.
- Ja, ja, lønnen er ikke stor, men lidt vildt falder der jo også altid af, og vel at mærke af det lovligt skudte, sagde skovfogeden med et alvorsfuldt smil. – Og ikke at forglemme! Denne her kan I vist godt bruge. Skovfogeden rakte drengen fasankokken, inden han med raske skridt og hunden ved sin side begav sig hjemad.
Og sådan blev det en glædelig jul og et godt nytår for såvel skovfogeden som den lille husmandsfamilie - - -.
Tekst: redaktionen
|
