|
Turen skulle vare fra afrejse fredag og hjemkørsel søndag, og vi skulle mødes i Københavns Nordhavn ved færgen til Swinoujscie. Det er sandelig godt man kan skrive det, for udtale det er da næsten umuligt.
Vi skulle køre fem i Bo`s bil, en Citröen C5. En udmærket og behagelig vogn til fire mennesker, men den er ikke beregnet til fem på langfart, for der er kun fire afmærkede sæder. Nummer fem skal sidde over skrævs mellem sæderne, der hvor kardanakselen var i gamle dage. Det er ikke en særligt behagelig plads, men da man jo på turen fra Jylland til København havde erobret de fire afmærkede pladser, måtte jeg nøjes med den ikke behagelige: Eller som Snedkeren sagde, da jeg brokkede mig over det: Du kan jo bare skrubbe hjem igen. Men Alice, som havde kørt mig ind til havnen var jo kørt, så jeg havde ikke andet valg end den dårlige plads. Jeg prøvede ellers den med, at jeg jo var den ældste og derfor burde have den behageligste plads. Der var dog ingen, som havde medlidenhed med en pensionist, for dem er der jo så rigeligt af fik jeg at vide! Ja, der var faktisk aldrig andet end ballade og kvaler med dem. Jeg fortalte dem nogle sandheder om jyder i almindelighed, og de fire i særdeleshed!!
Færgen var derimod en dejlig oplevelse. Vi fik et bord lige foran et firemands orkester, der spillede rigtig god tressermusik, og en herlig betjening med rigtig god mad og drikke. Vi var også en tur i den toldfrie og købte lidt stærke sager til halsen, hvis vi skulle blive angrebet af virus og lignende, samt lidt billige pilsnere og andet strengt nødvendig proviant.
Vel ankommet til Polen, skulle vi køre 600 km., inden vi kom til jagtområdet. Jeg foreslog igen, at de ældste skulle sidde på de bedste pladser, men atter for døve øre. Flemming havde en Navigator med, men den var selvfølgelig gået flad for strøm, og ingen lader der virkede. Ikke engang det kunne de Jyder sørge for var i orden, så jeg følte på min lille ”popo”, at man kørte på de dårligste veje man overhovedet kunne finde.
De der umulige polakker, har nu heller ikke holdt Hitlers gamle veje ret godt. De er fyldt med huller og buler så en dårlig siddeplads bliver endnu dårligere. Jeg synes flere gange på turen, at jeg så et skadefro smil om munden på de andre, men mon nu det kan være sandt?
Fremme ved hotellet, som viste sig at være rigtigt flot, mødte vi en ung pige, som skulle være vores tolk. Tolke er en nødvendighed, da Polakkerne i almindelighed ikke kan forstå Engelsk. For mig var det sådan set også lige meget, jeg kan nemlig ikke tale Engelsk – sådan da!! Jeg husker en gang vi var fire mand på jagt i Skotland og den gang kunne jeg tale flydende Engelsk, når jeg havde fået nogle store glas af deres sorte øl, men sådan øl har man jo ikke i Polen.
Tolken førte os op til vores værelser, og det var faktisk rigtig fine værelser, men her begyndte problemerne så igen med den, "skide Sjællænder". For det viste sig faktisk, at der kun var bestilt værelser til fire mand, altså to værelser, og dermed ingen seng til mig. Der blev lidt snakken frem og tilbage mellem Flemming og tolken, som foreslog, at hun måske kunne finde et ekstra værelse til mig. Jeg prøvede at foreslå hende, at jeg jo kunne sove inde ved hende, men jeg tror ikke, hun rigtig forstod forslaget. Nu er jeg jo heller ikke så god til at tale Engelsk. Det viste sig dog, at hver værelse bestod af en dobbelt og en enkelseng. Ja, men så er problemet jo løst sagde jeg, jeg kan jo bare sove i dobbeltseng med en af jer. Nu begyndte balladen forfra, for hvem skulle være den heldige, som skulle have æren af at sove sammen med en Sjællænder.
De viste sig dog trods alt som rigtige mænd og tog tændstikkerne frem og klunsede om mig. Flemming blev den heldige vinder. Hvad side sover du på, spurgte han, for jeg gider ikke, at du skal pruste mig i hovedet hver nat. Jeg lovede, at jeg blev liggende på højre side, og så var det i orden. Vi skulle skynde os ned, for bilerne, der skulle køre rundt med jægerne, holdt allerede ved hotellet. Man kikkede lidt da der var fem mand, for der var kun bestilt biler til fire jægere. Tolken forklarede chaufførerne, at jeg kun skulle med for at tage nogle billeder. Jeg skulle køre sammen med Madsen i en Skoda, og her var bagsæderne taget ud og erstattet med nogle baljer til vildtet, så jeg her skulle sidde på den lille træ forhøjning, hvor sædet havde siddet.
Jeg skal love for, at pladsen mellem sæderne, hvor jeg sad på turen der ned, var en luksuriøs plads i forhold til den i Skodaen. Og var deres landeveje dårlige, så skal jeg love jer for, at deres markveje var endnu dårligere. Vi hoppede ud over vejene i en skrækkelig fart, så jeg måtte klamre mig fast til dørgrebet for ikke at tumle rundt bag i bilen. Polen er næsten Lolland om igen, det er fladt som en pandekage med undtagelse af alle bulerne i markvejene, og dyr var der mange af. Vi siger, vi har skovsvin i Danmark, men det er intet imod, hvad der var her.
 Aftalen med chaufførerne var den, at man helst ville skyde bukke til en pris af ca. kr. 3000, hvilket i dette område svarede til en opsats på ca. 350 gram. Man var selvfølgelig ikke så nøjeregnende, men det skulle helst passe der omkring. Vi kørte ud i et lidt sumpet område, og der var dyr næsten over det hele. Pludselig stoppede polakken og pegede på tre dyr ikke så langt fra markvejen, og med fagter forklarede han Madsen, at den buk svarede nogenlunde til prisen.
Som en anden indianer listede Madsen af sted efter dyrene, men det behagede ikke dyrene at vente på ham. I lange spring forlod de området, og bukken tillod sig endda, at brokke sig over "indianerens" tilstedeværelse. Dyrene løb dog ikke så langt væk, så vi vendte kareten og kørte efter dem.
Bukken var mærkelig nok stoppet op og ikke så langt fra os på den anden side af vejen, og det var en fatal fejltagelse for den! Madsen kom ubemærket ud af bilen og fik fast anlæg på et træ, og bukken faldt i knaldet for en høj bladkugle. Lidt for høj men vi skulle jo ikke bruge kødet. Det var en rigtig fin seksender, som fik en rød ring af tape rundt om den ene opsats, så vi senere kunne kende den igen.
Da vi nåede hotellet havde alle skudt bukke og haft en rigtig god oplevelse. Efter et godt måltid kravlede vi trætte op på værelserne, hvor vi fik en lille en til halsen for at holde virussen ude af kroppen. Flemming var den perfekte sengekammerat og afleverede også pænt den ene dyne til mig, men sikke en larm den mand kunne lave medens han sov. Han snorkede så det rystede i hele sengen. Næseborene vibrerede og man kunne næsten se hans drøbel, når han pustede ud. Jeg skævede over til Bo, men han havde lagt en pude op over hovedet, så han ikke kunne høre noget. Jeg prøvede med en albue i siden på Flemming, men han gryntede bare lidt og snorkede videre. Jeg stoppede noget køkkenrulle i ørene og faldt dog også til sidst i søvn. Jeg mener Flemming senere har fået mandlerne trukket ud af halsen, grundet problemer med samleversken.
Næste morgen kørte vi langs en banedæmning og havde ytret ønske om at komme op i et skydetårn; også for lige som at få et ophold i al kørselen, der ikke var lige behageligt hver gang. Vi stoppede ved et lille krat, hvor der var to tårne omme bag ved. Da vi steg ud af bilen og gik ind på marken, sprang en stor buk af sted i lange spring. Chaufføren var tydeligvis ikke tilfreds med, at vi gerne ville op i et af tårnene og stå og hygge os, men han var nu alligevel nød til at føje os. Efter en times ophold med fin udsigt, men ingen dyr, ville chaufføren videre i programmet, og vi kørte langs dæmningen en rum tid. Pludselig pegede han ind på en eng hvor der stod tre dyr, hvoraf den ene var en rigtig flot buk. Madsen nikkede ok! Er den ikke for stor spurgte jeg? Nej jeg tror det går, svarede han.
Langs med engen var der et gærde med nogle store træer med en lille granplantage for enden, og da Madsen steg ud af bilen, trak dyrene stille og roligt ned mod plantagen og til højre ud i en kornmark. Madsen var meget opsat på den gode buk! Han nåede plantagen og stod bag træerne ca. 100 meter fra dyrene i kornet, men han kunne ikke skyde, fordi kornet var for højt. Heldigt for ham begyndte dyrene at bevæge sig i en stor bue over mod engen igen, og jeg kunne se han langsomt fulgte med. Tæt nok på lagde han sig ned på albuerne med riflen i anslag, og efter en kort stund faldt skuddet. Vi kunne ikke se dyrene fra bilen, men vi kunne se på ham at den var god nok, det var en flot buk, og det skulle vise sig at blive turens største, men også her sad kuglen for højt.
Om aftenen insisterede vi på en tur mere i et skydetårn. Vel anbragt havde vi en enestående udsigt til seks dyr, hvor de to var bukke og den ene en flot lille seksender.
To storke gik og ledte efter føde et lille stykke fra dyrene. Pludselig kommer vi til at kikke til højre, og der kommer en rigtig flot buk til syne med en høj opsats. Den ene stang gik lige op og den anden lidt fremad. Bukken gik over mod de to andre, men den ene af de andre ville ikke være sammen med den nye og fortrak, medens den lille seksender blev og tog imod den store. De gik og kikkede lidt til hinanden og forsvandt ind i noget buskads, men pludselig kom de ud lige foran tårnet på ca. 80 meters afstand. De gik og afprøvede hinanden med et lille skinangreb af og til, men det lignede bare sådan lidt pjat med nogle små hop på stedet. Det var blevet lidt dunkelt, da solen var gået ned. Madsen tog fast anlæg på skærmen foran tårnet og holdt på den abnorme. Skuddet faldt, og jeg så kuglen slå ned lige over bukken, der forundret kikkede over mod os. Madsen tog ladegreb og et nyt fast hold på skærmen, men det samme skete, kuglen slog ned lige over bukken, som dog nu ikke gad være med mere og luntede ind i krattet, men den lille seksender blev stående og kikkede forundret over mod os. Lidt efter kom den store ud fra siden af krattet og forsvandt den vej, den var kommet fra. Den fejlede tydeligvis ingen ting. Vi kravlede ned fra tårnet og gik over til chaufføren, som havde fulgt med i forløbet fra et andet tårn, han slog lidt ærgerligt ud med armene, inden han kørte os hjem.
Næste morgen tog vi en slapper, medens de andre gik på jagt. Da de kom hjem med deres bukke skulle der være vejning af trofæerne. Det var blevet til 12 bukke i det hele og ingen vildsvin, samt en stor sort hund og en ræv. De to sidste var der dog ingen trofæer af. Ræve er gratis at skyde i Polen og løsgående hunde bliver ikke tolereret.
 Opvejningen er et cirkus i verdensklasse, alle chaufførerne er med samt tre andre i civil, vores tolk og en embedsmand i uniform. Der bliver vejet, skrevet op og trukket fra for fugtighed i en uendelighed. Men endelig kunne vi pakke sammen og komme hjemad med trofæerne i tagboksen.
Der blev på hjemturen skaffet kørelejlighed til mig med en håndværker, der skulle til Sjælland og arbejde om mandagen. Fremme i Jylland, hvor vi skulle møde ham (han var forsinket), fik jeg af Snedkeren stukket en halv liter øl i hånden og en i lommen med ordene; ja nu må vi jo se, om han husker at hente dig, lille sjællænder. Tænk hvad man skal finde sig i, bare fordi man er så flink og holde dem med selskab.
Turen hjem over Fyn til afkørslen ved Sorø, hvor Alice hentede mig, gik rigtig godt, Med mit eget sæde hvor jeg kunne brede mig i ro og mag og tale fornuftigt med to flinke håndværkere. Så indrømmet, der er forskel på jyder.
Tekst og foto: Frank Jensen / privatfoto
|
