|
Det var juleaftens eftermiddag. Nimroden sad vanen tro og bladrede lidt i den gamle jagtjournal. På en af linjerne stod der: ”Amerikansk Løve (Puma), Brasilien 1908. Nimroden studsede lidt over stednavnet. Ham bekendt holdt pumaer til i Nordamerika.
”Fra Alaska og helt ned til Ildlandet”, stod der om pumaens udbredelse i leksikonet. Nimroden læste lidt videre. ”Pumaen minder af udseende om løven; er dog noget mindre og helt uden manke. Lever af mellemstore pattedyr, men kan tage både kvæg og heste! Sover om dagen og angriber kun sjældent mennesker.”
Nimroden lænede sig tilbage i stolen og så ud over de snedækkede normansgraner. Inden længe ville børn og børnebørn komme kørende. Sådan havde det været lige siden, - ja, lige siden børnene var blevet voksne – som tiden dog gik! Nimroden så igen ned på billedet af pumaen og derefter hen på brændeovnen hvor hunden i skæret fra den knitrende ild lå og sov med roligt åndedræt.
-
Indianeren pegede med en pind på sporene fra nattens drama. Aftegningerne af kattepoter - store som en knytnæve i den tørre rustrøde jord - var tydelige. En lille smule blod, der allerede var størknet og invaderet af de allestedsnærværende fluer, tydede på, at et kvælende bid i struben måtte have afsluttet kalvens liv. Tøjret og pælen, kalven havde været bundet til, var revet op og forsvundet.
Jægeren fulgte med øjnene slæbesporet fra kalven, indtil det forsvandt i kratværket på den lange skråning, der førte op til en af de mange havbundshævninger - de såkaldte pampas.
Indianeren lukkede øjnene i og lagde hovedet let på skrå, inden han gik hen til bålpladsen foran hytten, hvor han tog en rygende brændeknude, som han resolut jog ud i luften foran sig.
”Pumaer sover om dagen, men kan ryges ud”, oversatte guiden indianerens mimik og fagter og så spørgende på jægeren.
Jægeren nikkede smilende, mens han åbnede sadeltasken, og som tegn på venskab rakte indianeren en tommelfingerstor porcelænsstatue af Den hellige Jomfru Maria med det sovende Jesus-barn i armene.
Indianeren så længe på statuen i sin åbne venstrehånd, inden han med et tandløst grin knyttede hånden og knurrende og brummende som en puma pegede op ad den uvejsomme skråning med brændeknuden.
Da skråningen blev for stejl for hestene, tøjrede jægeren og guiden dem og fulgte sporene til fods.
- Lad os håbe den satans kat ikke tager dem, gispede jægeren forpustet og så ned på hestene, mens han tørrede sveden af overskæget.
- Den sover som en sten!, sagde guiden og pegede på et svagt aftryk af en pote i det tørre sand mellem de mange sten. – Prøv at lugt, hviskede han i det samme og snusede til den stillestående og knastørre luft.
Jægeren snusede længe, før også han fornemmede den ramme lugt fra rovdyrets hule. Guiden gjorde tegn med hånden og gik sidelæns, indtil lugten aftog, før han igen kravlede lidt opad.
- Der, hviskede guiden og pegede hen på en mørk, smal sprække under et stort, fladt og skrånende klippestykke. Foran sprækken var der en lille sandvold.
Jægeren satte sig på hug og tog en slurk af feltflasken. – Her er varmt som et vist sted, hviskede han og tørrede igen overskægget af for svedperler. - Så lad os få det overstået!
Guiden nikkede og lavede et lille bundt kvas, mens jægeren kravlede lidt nedad, så huleåbningen nu lå over ham. – Langt de fleste klatrende dyr søger opad under flugt, havde guiden fortalt tidligere på dagen.
Da jægeren gjorde tegn, tændte guiden kvasen, spændte hanen på sin bøjleriffel og gik let foroverbøjet - parat til hurtig handling – hen mod sprækken og smed bundtet ind.
En dyb knurren inde fra hulen fik guiden til hurtigt, at trække sig baglæns ned mod jægeren, der sad på hug bag et klippestykke klar med sin mauserriffel.
Pumaen knurrede igen dybt og udstødte så et skarpt, kort brøl, før den kom ud og i lange, adrætte spring søgte opad. Jægeren fulgte den et kort stykke over kærv og korn, inden han trykkede på aftrækkeren. Skuddet fik pumaen til at ryge omkuld og trille et stykke nedad, indtil et par sten stoppede den lige før det flade klippestykke. Jægeren rejse sig og tog hurtigt ladegreb, mens pumaen gav nogle gevaldige spjæt fra sig og forsøgte at komme på benene. Guiden tørrede sveden af panden med håndryggen og drejede hovedet lidt væk, da jægeren igen skød. Skuddet fik pumaen til at snurre rundt om sig selv, inden den trillede henover klippestykket og med et lille bump landende i røgen foran huleåbningen.
Mens jægeren endnu engang tog ladegreb, gik guiden forsigtigt hen mod pumaen, mens han sigtede på den. – Stendød, sagde han lidt efter smilende til jægeren, og gav ham hånden.
En bils lygter og ildens knitren fra brændeovnen bragte nimroden tilbage til nutiden. I leksikonet, der lå opslået på skriveunderlaget ved siden af jagtjournalen, var der et sorthvidt foto af en puma, der sad på et fladt klippestykke og så ud over et goldt stenlandskab. – Tja, sådan kunne det godt være foregået, mumlede nimroden og rejste sig for, sammen med hunden der logrende havde hørt bilen, endnu engang at byde velkommen og ønske glædelig jul.
Tekst og illustration: redaktionen / Isabella Comas
|
