|
- Ingenting, sagde rævejægeren ved den sidste grav og gav igen gravhunden snor på. - Det burde der ellers have været i sådan et møgvejr!
Jægeren nikkede og skuttede sig lidt. Det var ualmindeligt råt og vådt. Et rigtigt indendørsvejr – også for en ræv! På lune dage havde jægeren flere gange truffet ræven sovende, liggende henslængt i læ ved en brændestak eller sammenrullet på en gammel blød, mosgroet elletrunte.
En efterårsdag havde jægeren i flere minutter stået et par meter fra ræven og nydt dels dens afslappede vejrtrækning og dels den livskraftige duft af rævepis, nedfaldne blade og muldjord, inden han let rømmede sig. Ræven havde med et sæt set efter lyden, og var dernæst i et gevaldigt rejehop sprunget ind mellem træerne. Jægeren var sikker på, han kunne have sat sig på hug og kløet den bag øret, men skrækken for bid og stivkrampe havde på fornuftigvis afholdt ham. Selv om det ellers kunne have været en god historie, sådan at have kløet en- - -.
En anden gang havde jægeren set ræven holde et lurende øje med en intetanende kok. Ræven havde ligget bag et væltet elletræ og kigget ind under stammen efter kokken, mens denne med små overlegne ryk spankulerede tættere og tættere på. Det var lykkedes jægeren at snige sig inden for skudhold og efter et lille pift at lave en af sit livs doubler´.
En tredje gang havde jægeren igennem kikkerten set hvordan et kuld hvalpe for første gang kom op af graven. Længe havde han nydt synet af deres kluntede, men særdeles helhjertede forsøg på at angribe såvel hinandens som tævens lunte, når der blev viftet for fluer.
- Men Mikkel kommer! Bare vent, fortsatte rævejægeren roligt. Igen nikkede jægeren. Nogle – egentlig ikke så mange - svor udelukkende til strandjagten, andre til bukkene og igen andre til snepperne, mens hovedparten stort set var til sådan lidt af hvert. Rævejægerens farfar havde været autoriseret gravhundemand og passionen var gået i arv.
Foran de tomme grave havde rævejægeren rodet godt og grundigt i jorden med støvlesnuden, efter at hunden på kommando havde markeret med et par korte strint. Rævejægeren havde ydermere sat en lille pind op foran indgangen, for senere at se om der alligevel skulle have været nogen aktivitet.
- Så jeg foreslår vi sætter os på lur og venter! Rævejægeren gik lidt væk fra graven og satte sig i skjul bag et brombærkrat sammen med jægeren. Vindretningen gik på tværs af vekselen og gjorde ikke anstandsjagten spor behageligere, selv om krattet avede blæsten en smule.
- Vær klar for nu kommer den snart, hviskede rævejægeren, da et par kraftige, langvarige byger satte ind. - Dette her vejr er det kun tosser, der trodser! Igen nikkede jægeren med et lille smil og spejdede ned af vekslen, mens han glædede sig over de varme indlæg i støvlerne. Fryser man først på fødderne breder det sig hurtigt til resten af kroppen. Og ræven måtte have det temmelig koldt lige nu!
Den svage lyd af en sikring, der blev skudt frem, fik jægeren til at knibe øjnene sammen. Inde mellem træerne så han et glimt at noget rødbrunt i bevægelse. Hunden i rævejægerens rygsæk var også blevet opmærksom på situationen og sad helt, helt stille.
Jægeren nød spændingen ved synet af det slanke rovdyr, der med hovedet strakt frem lige over græshøjde glimtvis kom nærmere og nærmere. Lige inden rævejægeren skød observerede jægeren en lille nerve der vibrerede på rævejægerens vejrbidte hage. Livslange passioner er om noget et ganske, ganske særligt anliggende.
Tekst: redaktionen
|
