|
Rønnefugle
- Jøsses, mumlede jægeren forundret en tidlig morgen og skyndte sig hjem. Inde på marken havde der vist sig et syn, han aldrig tidligere havde været ude for. Snesevis af dobbeltbekkasiner havde valgt at raste mellem de mange brændenældetuer. Jægeren vidste, at dobbeltbekkasiner foretrak nedgnavet vegetation modsat enkeltbekkasiner, der som en hovedregel holdt sig til brakmarkernes højere vegetation.
Hjemme fortalte jægeren, med slet skjult begejstring jagtkammeraten, der meget belejligt var på besøg med sin langhårede - altså hønsehund - om det på disse kanter helt unikke fænomen.
Jagtkammeraten kunne høre på jægeren, at det var her og nu og nåede dårlig nok at skylle kaffen ned, inden jægeren meldte afgang.
Mens jægeren og jagtkammeraten gik skudklare henover det korte regnvåde græs, så de en hare i sædet et lille stykke væk. Hunden fik hurtigt fært, men værdigede kun haren et nærmest hånligt blik, mens den – som jægeren valgte at se det – foragteligt rystede på hovedet.
- Ren hønsehund, hviskede jagtkammeraten pralende, inden han igen med fløjten lydløst dirigerede hunden, der hurtigt stod som frosset.
Da jægeren meldte klar, rejste hunden på kommando fuglen. Men ét er at skyde ænder, fasaner og duer, noget andet lavtflyvende, hurtigt krydsende sneppefugle mellem høje brændenældetuer! For lige idet jægeren skød, valgte fuglen at flyve fra zig tilbage til zag.
Jægeren modtog på stedet et kort og kontant seminar om sneppejagt. Jagtkammeraten sluttede med et nøgternt: - Lad nu mig!
Inden længe frøs hunden igen. Jagtkammeraten beordrede avance og lod fuglen trække ud, inden også han bommede.
Efter at have udgydt gloser, der var nærmest utænkelige for jægeren, forklarede jagtkammeraten om en næsten overstået, langvarig influenza, som værende mulig årsag til forbieren.
Jægeren nikkede deltagende og nævnte lidt om, endnu ikke selv at være restitueret helt efter en byld et vist sted, som en mulig årsag til sin egen forbier! Efter et par forstående nik fra begge sider, forsatte jagten, til stor glæde for hunden, der bare havde svært ved at tøjle sin egen medfødte jagtiver.
Snart stivnede hunden igen. Lige idet jagtkammeraten skulle til at beordre avance, lettede et par andre bekkasiner nærved. Jægeren lod fuglene trække ud og sendte så med usædvanlig heldig hånd først den ene og dernæst den anden i græsset.
Hunden stod stadig som frosset, mens jagtkammeraten med sved på panden over jægerens double´ sank en klump.
Jægeren tillagde sig en venlig, neutral mine, velvidende at hovmod let står for fald, da jagtkammeraten omsider fik taget sig sammen til spagt at sige avance.
Fuglen fløj i en for jægeren ekstrem zig zag, inden den rettede ud og med et perfekt skud endte i græsset.
– Havde det ikke været for den forbandede influenza, hostede jagtkammeraten, - havde der også hængt to her. Han var stadig lettere rystet over hvor galt det kunne være gået, da jægeren ”gav” sine fugle galger.
- Sygdom er hver mand herre, trøstede jægeren og citerede så - på trods af årstiden – Jeppe Aakær´s hyldestsang til foråret: – Nu er dagen fuld af sang og nu er viben kommen, bekkasinen natten lang håndterer elskovstrommen.
Jagtkammeraten nøjedes med – falsk, men dog taktfast - at akkompagnere omkvædet - - - - - -.
Tekst: redaktionen
|
