|
- Nå, men de her stakkels ænder fløj tæt, ja, nærmest hånd i hånd - -.
Jægeren satte konjakglasset tilbage på det solide, ramponerede fyrretræsbord. Hytten der husede jagtselskabet var uhyre primitiv. Moderne bekvemmeligheder som toilet, bad og el var en fjern by i Rusland. Varmen kom fra en brændeovn og maden blev tilberedt på et gaskomfur. Drikkevand og vand til opvask blev hentet ude fra en af de utallige små højfjeldssøer. Alt sammen tiltag der var med til at gøre turen ”rigtig” vildmarksagtig. Når naturen kaldte foregik det på en blankslidt, kraftig fyrrestamme, placeret faretruende ud over en – efter danske forhold – ganske stejl klippeskråning. Eneste sikkerhedsforanstaltninger var et reb man kunne holde i, indtil man var mere scenevant!
Jægeren så ud på årets første sne, der var ved at lægge sig på vinduernes små sprosser. Snefald i Norge er også i en noget anden størrelsesorden end i Danmark. Heldigvis var det jagtrejsens sidste aften – så skulle der ske indesnening - måtte det betragtes som en ekstraoplevelse.
Jægeren smilede lidt for sig selv. Ud på aftenen ville sneen helt sikkert give anledning til et par historier eller flere. Er der én der har prøvet at jage i tredive centimeter sne, er der med garanti også en, der har prøvet de tres! Og det var netop disse historier, der lige nu var begyndt at komme på banen.
Jægeren havde lagt mærke til et vist mønster i snakken og historierne. Under aftensmaden blev der talt dæmpet og til tider meget alvorligt om opdræt, remiser, schweisshundearbejde og anskydningsproblematikker. Først under kaffen og efter den første konjak ændrede snakken sig en smule. Nu blev der så småt fortalt historier i stedet for fagsnak. Snakken gik ikke så meget på hvor mange ænder eller fasaner denne eller hint havde skudt på en fællesjagt, men om de sådan mere spøjse episoder.
Jægeren havde lagt mærke til en ting mere. Det var pudsigt nok altid noget man enten havde bedrevet som ganske ung eller også var det en fjern slægtning eller gammel bekendt, der måtte stå for skud. Og her var det som en hovedregel, en der boede derude, hvor kragerne for længst har opgivet at vende.
- Jamen for pokker da, begyndte en midaldrende jæger, - har vi ikke alle lige skulle løbe hornene af os? Den midaldrende jæger så med tilfredshed, at der blev både nikket og mumlet samtykkende hele vejen rundt langs bordet.
– Jamen, jeg kan da huske engang hvor jeg sad alene på en af mine allerførste andejagter, forsatte den midaldrende jæger veloplagt, - jamen, jeg siger jer, det stod ned i staver og der var ikke skyggen af en and. Da jeg havde opgivet og var begyndt at tænke på at lette rø - - - kom der pludselig et par flyvende ind over. Perfekt højde og så videre! Den midaldrende jæger tav og så rundt på de andre. Alle som én hørte efter! Der var jo ligesom heller ikke andre muligheder, når der hverken var fjernsyn eller radio - - . - Nå, men de her stakkels ænder fløj tæt, ja, nærmest hånd i hånd, hvis i forstår hvad jeg mener? Endnu engang blev der nikket og mumlet. – Så, hvad fanden, jeg kaster bøssen op og sender begge to ned med ét skrald. Ja, ja, ja, ja, jeg ved det godt, kom den midaldrende jæger de andre i forkøbet. - Men hvad fanden, vi har jo alle været unge engang - - -
En aldrende jæger forsatte snakken med at fortælle om en fætter til sin kones halvsøster:
- Jo, ser i det var jo dengang hvor saltet sild, tørt rugbrød og harsk smør, var dagligkost. Fætter her var blevet sendt ud på overdrevet efter årets julegås. Nå - men han sad altså der og ventede og ventede og ventede. Intet skete! At komme hjem til fatter og mutter uden gås, turde han ikke. Nå -, men, øh, så pludselig dukker der en svane op, og fætter her han tænker, at det jo er bedre end ingenting og bang! Men så kommer han i tanke om, at svanen måske er den, som præsten er så glad for at fodre nede i gadekæret. At lægge sig ud med præster er jo dumt som i nok ved? Den ældre jæger tav lidt og så også med tilfredshed, at der blev både nikket og mumlet.
- Så fætter her han ta'r fluks sin kniv frem og skærer hovedet og fødderne af og studser sågar også vingerne lidt og går så glad hjemad. Ingen fatter mistanke, og fatter får straks travlt med at tænde gruekedlen, så mutter kan komme til at plukke. Så, tja, det var altså dengang hvor en svane i en nødsituation ku´ gå for en gås!
- Hvad med smagen og farven?!, ville en af ungjægerne vide.
- Det var i gamle, gamle dage, min unge ven. Dengang tog man ikke sådan småting så nøje. Og så skal du også tænke på, at man mest levede af tørt brød og øh -øh, - - .
- Harsk smør, sufflerede jægeren lunt.
- Ja, det er nemlig rigtig, sagde den ældre jæger, der var ved at tale sig varm, - tørt brød, harsk smør og spegesild, som sagt! Sådan var menuen dengang!!
-
Senere på aftenen, da der atter var svundet lidt i flasken, ændrede historierne sig igen. Nu begyndte folk at træde mere i karakter! Og igen var det de lidt ældre jægere, der var mest karakterfaste. Her havde jægeren yderligere lagt mærke til et par ting: nytilkomne ungjægere og jægere i al almindelighed skulle selvfølgelig have de historier, der tidligere var blevet fortalt. Og her morede det altid jægeren, der efterhånden havde hørt historierne til bevidstløshed, at høre den sidste nye udlægning!
Første gang jægeren for eksempel hørte historien om en haretramp, var der nedlagt tre harer på en dag med spredte byger og hård blæst. Næste gang var det blevet til hele fem på en regnfuld dag med stiv kuling! Under den sidste udlægning – den lige før orkanen – havde det været hele syv harer, piskende regn og så voldsom en storm at haglskuddet måtte sidekorrigeres! Så da jægeren kunne høre, det var den gode gamle trampehistorie, der så småt var ved at blive bragt på banen, skyndte han sig at skænke op og tænde piben. Nu var der måske hægtet en enkel ræv m. m. på. Tiden var nemlig inde til det jægeren i al godmodighed kaldte for ”slyngeljægertimen.”
Tekst: redaktionen
|
