|
Sneppekunst
Jægeren så på uret. Lige knap seks morgen! Det måtte være vigtigt, tænkte han og løftede med rynket pande røret.
- Så er der sneppefald!, lød det på vestjysk.
- Øh, jo, sagde jægeren endnu knap morgenduelig.
- Ja, du sagde, jeg bare skulle ringe uanset tidspunktet, uddybede sneppejægeren roligt.
- Ja selvfølgelig, sagde jægeren nu lysvågen.
Tre og en halv time senere gik jægeren side om side med sneppejægeren og en rolig korthåret i en vestjysk klitplantage, mens sneppejægeren dæmpet forklarede lidt om snepperne. Jægeren havde lige lovprist såvel motorvejsnettet som broerne, der gjorde missionen mulig med så kort varsel.
- Lagde du mærke til vejrudsigten for vores nordiske broderlande i går aftes?, spurgte sneppejægeren.
- Øh, neej, trak jægeren på det. – Ikke lige det! Men diset og lidt regnfuldt her i landet og det holdt jo stik må man sige. Det regnede endnu ikke, men luften var fugtig og klam.
- Pludselig kulde med sne er noget, der kan få snepperne til at trække sydover. Sneppejægeren stoppede og satte en klokke i hundens røde halsbånd. – Så det var den melding, der fik mig ud af fjerene her tidligt i morges. Blæst fra nordøst bryder de sig heller ikke om, fortsatte sneppejægeren og lod hunden begynde søget, mens jægeren gjorde bøssen klar.
- Det var lige knap begyndt at lysne, da jeg var ude. Sneppejægeren så efter hunden, da den forsvandt ned i en lavning. – Seks gange holdt den stand. De første to fik den lov at rejse. Så var jeg klar over, hvad der var sket i nattens løb. Så skulle det være, skulle det være nu! I morgen er de måske allerede i Sydfrankrig!? Sneppejægeren tav i det samme. – Hør, sagde han dæmpet.
Jægeren nikkede spændt - klokken var pludselig blevet tavs.
- Så sker det, sagde sneppejægeren roligt.
 - Du først!
Jægeren gik hen mod lavningen med sneppejægeren bag sig. Efter lidt sondering anede jægeren det røde halsbånd bag nogle lave fyrrebuske.
Hunden stod som isnet, da jægeren lidt efter med et lille nik meldte klar. På sneppejægerens kommando fór hunden frem og rejste fuglen, der i vanlig siksakken fløj de første tyve meter, inden den rettede kursen ind. Netop da skød jægeren og sendte fuglen i lyngen.
- Apport, lød det tilfreds fra sneppejægeren, inden han fortsatte: – Helt, helt rigtigt! Lad dem endelig få luft under vingerne. Og det var så din første sneppe. Sneppejægeren så med et lille forhåbningsfuldt smil på jægeren, da han tog fuglen fra hunden.
- Næ, næ, lo jægeren klar over ritualet. Det er den tolvte! Jægeren rørte let ved sin hat, hvor der sad en enlig penselfjer i svedebåndet – men den første i et decideret sneppefald. Så nu bliver den gamle udskiftet!
- Jamen så lad gå da, sagde sneppejægeren og rakte jægeren fuglen.
Men sådan et perfekt førsteskud er jo også forpligtende, tænkte jægeren lige dele spændt og klemt over situationen, da klokken et kvarter senere igen tav. Denne gang holdt hunden stand foran en lille klynge nedbidte egetræer, der var gået i busk.
Efter endnu et lille nik fra jægeren beordrede sneppejægeren avance og jægeren gentog kunststykket fra før.
- Ja ja, sagde sneppejægeren og lød tilfreds, inden han beordrede apport. - Og så er det vist min tur!
- Ja selvfølgelig, mumlede jægeren beskedent og valgte at opfatte sneppejægerens bemærkning som svært, svært rosende.
- Avance, beordrede sneppejægeren noget senere og lod til jægerens bekymring fuglen trække ret langt ud, inden han sendte den i lyngen.
- Det var lige før jeg troede, du ikke ville skyde, sagde jægeren oprigtigt og uden at lyde fornærmende. -Nå, nå, svarede sneppejægeren og tøvede så lidt. – Men vi kan da prøve at skridte af! Med en lille håndbevægelse fik han hunden til at gå hinter.
- Femogtyve, sagde sneppejægeren lidt efter og samlede fuglen op. – Det går fint an. Som du jo også så! Men alt for mange bommer på grund af iver, inden sneppen retter ind. Derefter er det såmænd ikke så svært!
- Nej, nej, fortsatte jægeren overmodigt snakken og kom lidt senere ind på de farlige situationer med flade skud enlige snepper kan afstedkomme i selskabsjagter, og undlod samtidig helt, helt bevidst at fortælle om de utallige gange han havde bommet, inden han endelig – langt om længe - fik lært sneppekunstens grundprincipper at kende.
Tekst: redaktionen
|
