|
 Sæsonens sidste jagtdag på fasankokke stod for døren. Det havde længe været koldt - klingrende frost, som der står skrevet, men sne var der ikke kommet, så planter og dyr led under barfrosten.
Op ad formiddagen holdt meteorologerne, hvad de lovede. Sneen kom - først tyst og stille – så hvirvlende og dansende og da jægeren midt på eftermiddagen begav sig ud i mosen - svagt fygende.
Hunden ville ikke med. Forsøgsvis havde den snuset til kulden og derefter skyndsomt lagt sig tilbage i kurven tæt ved brændeovnen. Bedst at holde på det sikre - men ud, det kom den.
Inden længe holdt hunden stand foran et af de lave brombærkrat. Jægeren afsikrede og hviskede: “avance.”
Hunden gik snusende frem og rundt om krattet, der var umuligt at forcere. Pludselig spænede en kok ud og løb - til jægerens store ærgrelse - i stedet for at lette.
Længere inde i mosen så jægeren kokken trykke. Denne gang lykkedes det. Kokken lettede larmende, og skuddet rungede som en dyb bastone i kontrast til sneens hvirvlende diskant.
Godt tilfreds tændte jægeren piben i læ af et af de store elletræer. Han vidste præcis, hvor i mosen han befandt sig, da han begav sig hjemad.
At naturen er en frygtindgydende magtfaktor måtte jægeren snart sande. Efter et par minutters gang burde han have nået søen og huset, men fygningen og den lave sigtbarhed havde tilsyneladende spillet ham et puds. Lettere forvirret vendte han om for at gå tilbage til elletræet og starte på en frisk.
Den tiltagende tætte fygning forvred hurtigt buske og træer, så da elletræet udeblev, bandede jægeren så stygt, at hunden peb. Bedre blev det ikke, da han lidt efter snublede over en snedækket rod. Da hunden medfølende slikkede ham i ansigtet, røg der endnu en ed.
Gang på gang repeterede jægeren meteorologernes forudsigelser. Nordøstlig blæst tiltagende til stiv kuling. Velvidende at flere grader under frysepunktet kombineret med kraftig vind er en livsfarlig cocktail gik jægeren op mod markskellet, der burde være let at se ud. Derfra ville det være let at følge skellet hjem. Større var mosen dog heller ikke.
Vejrmeldingen holdt stik. Kulingen tog til, mens tusmørket sænkede sig. Da skellet også udeblev, blev jægeren for første gang bange. Dette her var jo livsfarligt. Han havde ikke den ringeste ide om, hvor i mosen han befandt sig.
Heldigt at alle tørvehullerne er frosne, tænkte han som en stakket trøst, da hunden pibene satte sig, og så op på ham.
Selvfølgelig, tænkte jægeren og tog remmen af bøssen. Med kolde fingre bandt han remmen om hundens halsbånd. “Hjem kom så. Hjem.”
Med øjnene rettet mod jorden lod jægeren sig føre; bange for at falde, bange for at hvile. Alt det, han havde hørt og læst om sne og kulde, roterede i hans bevidsthed som en grammofonplade i samme rille.
Mørket og snetætheden var nu total, og med ét gled jægeren i en lille lavning og slap i faldet remmen. Som han lå der i sneen - delvis i læ for den hylende vind – følte han en mærkelig fred. Her bliver du, til stormen raser af, tænkte jægeren og satte sig - for at holde på varmen - med hovedet på knæene og armene samlet beskyttende under brystet.
Lidt efter da hunden dukkede ud af mørket og slikkede jægeren i ansigtet, gik situationens alvor igen op for ham. Rystet og tænderklaprende kom han på benene og fik igen fat i remmen. “Hjem- kom så, hjem.”
Efter hvad der føltes som et langt mareridt skimtede jægeren pludselig omridset af et tagudhæng lige over sig. Dybt berørt og taknemmelig over hundens indsats, fandt han famlede døren og tumlede ind i bryggersvarmen.
Bøssen, som jægeren havde mistet i snestormen, fandt han ved forårets komme mindre end 100 m fra hjemmet. Kokken derimod havde moseræven og hendes hvalpe sikkert nydt godt af.
Tekst: redaktionen
|
