|
Det var jægerens første støverjagt. Jagtselskabet bestod at to erfarne støverjægere - en ældre og en noget yngre - plus tre jægere og to hunde.
Æblet falder ikke langt fra stammen, tænkte jægeren og betragtede støverjægerne efter den ældres korte, myndige parole. De lignede hinanden i ét og alt. Seriøse, senede, vejrbidte og fuldstændig ens klædt i godt, slidt oilskin. Selv hovedbeklædningen var identisk med en harefod hængende bagerst i hatteskyggen og en penselfjer stukket ind i det brede, røde bånd.
Jægeren skulle - som novice - gå sammen med den ældre støverjæger, for derigennem at få et bredt kendskab til denne - efter nuværende danske forhold – noget forældede jagtform.
De to hunde var en strelluf og en ruhåret gravhund og kunne med rette kaldes for tørre hunde. Gravhunden var endvidere udsædvanlig muskuløs, og jægeren havde en lille, lumsk mistanke om, at den måtte være et kryds med en lidt større race. Men det var den ikke!!
- Nej, svarede støverjægeren meget bestemt, mens han og jægeren i det milde efterårsvejr gik langs skellet, ud til det sted, hvor deres drev skulle startes. – Den er en ren standart! Men det er al den motion, hundene får! Støverjægeren nikkede ned mod strelluffen, der lydigt gik hinter. Også den var meget muskuløs.
– Og det får du snart at se!, forsatte støverjægeren lidt senere, da hunden med snuden i jorden begyndte søget. - Så det gælder om at være i god kondition, når man driver støverjagt.
Hunden fik hurtigt fod og begyndte halsende drevet. Støverjægeren og jægeren fulgte hunden et stykke vej og gik så i skjul bag lidt kratværk nær en veksel, hvor støverjægeren formodede, et drev snart ville passere.
Mens de ventede, forklarede støverjægeren dæmpet om jagtformen. – Tidligere var det på meget store arealer og med større hunde. Nu er det mindre arealer og mindre hunde - forstås! Lige med undtagelse af vores svenske kollegaer der - på trods af meget store arealer - mere og mere går over til gravhunde!
- Jo, ser du, begyndte støverjægeren, da jægeren spurgte om begrundelsen for broderlandets tiltag. – Det skyldes blandt andet hensynet til vildtet. Når vi nu er færdige her, så vil vildtet allerede så småt være ved at indfinde sig på deres vante pladser. Støverjægeren tøvede lidt og lyttede til strelluffens fjerne halsen, inden han forsatte: - Godt nok jager hundene instinktivt for at nedlægge vildtet; men i et tillært langsomt tempo. Og så er det dig, hviskede støverjægeren, da en ræv i rask luntetrav kom hen ad vekslen.
- Forendt øjeblikkeligt, konstaterede støverjægeren lidt efter tørt og roste så gravhunden usædvanligt længe, mens den snusede ivrigt til byttet.
- Lad os se hvad den kan finde derovre. Støverjægeren pegede hen på en nylig ryddet lysning, hvor gravhunden efter lidt søgen hurtigt fik fod og igen begyndte drevet.
- Vejret spiller en stor rolle for færten, forklarede støverjægeren efter at have fulgt drevet et efter jægerens mening meget, meget langt stykke. En ræv vejer trods alt noget til!
– Nogle, men ikke os, forsatte støverjægeren med et pludseligt lille smil, - lærer deres hunde at drive på vinden. Støverjægeren gik igen ind til siden bag noget kratværk og forsatte så hviskende: - Bevares det kan da lade sig gøre, men at drive på foden er klart nummer ét. Så vejret, som det er nu, er perfekt! I det samme lød der et skud ikke så langt væk og lidt senere endnu et. Kort efter ringede støverjægerens mobiltelefon.
– Så kobles hundene, sagde han til jægeren og stak mobilen i lommen.
Mens de gik tilbage i raskt tempo, spurgte jægeren, om støverjagt var sådan en hel familiepassion.
- Hvad mener du? Støverjægeren så på jægeren med endnu et pludseligt, lille smil.
- Ja, som far så søn og så videre og så videre, forklarede jægeren lidt forlegen.
- Nå, ham! Nej, han er sgu ikke min; men du har da ret! Vi ligner hinanden - meget. Men det gør man herude. Hvis du forstår, hvad jeg mener?
Det vidste jægeren nu ikke rigtig, om han gjorde, men nikkede alligevel samtykkende. Man var vel gæst!
- Alt afhængig af passionen, supplerede støverjægeren.
Nu var jægeren helt, helt med.
Tekst og illustration: redaktionen / Isabella Comas.
|
