Jagt‎ > ‎

Våben

Våbentilladelse

Vejledning i, hvordan man fremover søger om våbentilladelse, hvis man er bosiddende i Jylland eller på Fyn.
Ansøgningen kan sendes til:
ACV  Våbenkontoret  Brogårdsvej 1  7500 Holstebro
Eller pr. email til:  mvjyl-vaaben@politi.dk
Er tilladelsen gebyrpligtig, kan beløbet overføres til:
Danske Bank  Reg.nr.: 0216   Kontonr.: 4069 19 8066
Med angivelse af CPRnr. som betalings id.
Bemærk at der sammen med ansøgningen skal indsendes kvittering for indbetalingen. På kvitteringen skal det enten fremgå, at betalingen er godkendt eller bogført. Det er vigtigt!
Det er også muligt at gå ind på nærmeste lokalstation og aflevere ansøgningen og betale evt. gebyr. Lokalstationen vil videresende ansøgningen til våbenkontoret i Holstebro.
Der er ikke personlig betjening her på Brogårdsvej Holstebro.
Du er velkommen til at benytte denne vejledning som intern information i jeres organisation.
Men har du spørgsmål til, er du altid velkommen til at ringe eller skrive.
Med venlig hilsen
Lene L. Andersen
Overassistent - Våbentilladelser
Midt- og Vestjyllands Politi
Brogårdsvej 1
7500 Holstebro
Tlf.: 9610 1449/2900  (28686/37531)



Jagtvåben

Om hvordan compoundbuen blev til min ny måde at tænke jagtvåben på

Niels Baldur, berømt bueskytte og ejer af Baldur´s Archery i Brande og nu også en butik i Borup på Sjælland, måler mig fra top til tå med sit professionelle ”bue-blik”. Den sindrigt udseende compoundbue, jeg fra Svendborg er kørt til det midtjyske for, som den lykkelige ejer at hjemtage, er nok for stram, konkluderer han nøgternt og skynder sig at forklare, at min fysiks højde og drøjde og en bue på halvfjerds pund i trækket, ikke umiddelbart i hans øjne, ser ud til at samspille perfekt. Som den skarpe iagttager, Niels Baldur givetvis er, ser han skuffelsen ændre konturerne i mit fjæs kontrafej og gør rede for logikken i, at jeg jo helst skulle komme godt i gang med den ædle sport, uden at danne myoser og andet skidt i arme og skulderled, der måske kan få mig til at stoppe udøvelsen som buejæger i utide. Rørt over omsorgen overgiver jeg mig til fagkundskaben og ser i øjnene, at turen hjem nok bliver uden nyerhvervelsen. Køreturens længde taget i betragtning får jeg dog lov til at håndtere buen og sætter ubetænksomt to fingre på strengen, parat til at spænde det højt specialiserede jagtvåben til bristepunktet. Niels er straks på banen med en korrektion. Pegefinger og Langemand i forening er slet ikke tilstrækkeligt! Guldbrand og Lille Peter Spillemand skal også gribe om strengen, som for alt i verden ikke må slippes uden pil. Og, naturligvis adlyder mine fire navngivne griberedskaber påbuddet.

En compoundbue kan for den sags skyld være på 100 pund eller mere i trækket. Denne her er som nævnt på 70, og da mit skulderled i teknisk forstand, jo bare er et ordinært kugleled, er det belastet til det yderste, da jeg i ét træk får det såkaldte nockpunkt lagt ud for øret. (nockpunktet er det sted på strengen, hvor pilens ende placeres før skuddet). Min jagtglade brorsøn og chauffør, Kasper, følger nysgerrigt seancen. Han og jeg har i årevis, som passionerede jægere, sværget til krudt og kugler. Men nu, i hvert fald ind til videre for mit vedkommende, er et skred i opfattelsen af riflen, som det ultimative jagtvåben, i fuld gang.

Fra øjenkrogen fornemmer jeg hos Kasper, at han heller ikke er helt uimponeret over de mange compound, recurve og sågar langbuer, der pryder væggene i forretningens sortiment. Men særligt compoundbuerne, er vi uden ord enige om, nærmest stinker af mystificeret karisma. Og, så er der jo elementet med at besidde buejagttegn og tilhøre en lille, eksklusiv gruppe af jægere, der på vildtets vilkår og præmisser går på jagt. Sidstnævnte er, syntes jeg, immervæk et faktum af en vis betydning, og noget, jeg fremover skal have prøvet af.

Prisen på en jagtbue med pile og tilbehør matcher let prisen på en riffel; altså en udgift i omegnen af fem tusinde kroner og opefter! Men viser det sig mod forventning, at gamle vaner vinder tabt terræn tilbage i riflens favør, så den igen bliver mit foretrukne jagtvåben, er mit køb af buen alligevel dømt til succes. JAGT & JÆGERES redaktør købte for mange år siden en kraftig armbrøst (220 pund) i håbet om, at den engang blev lovlig til jagtbrug. Det bliver dette prægtige våben formentlig aldrig, trods det, at dens styrke i anslag og hastighed på pilen (bolten) til hver en tid kan sammenlignes med buens. Armbrøsten, med kikkertsigte, hænger dog langtfra nytteløst på sin plads på væggen i jagtstuen. Som et kært maleri er den en daglig glæde for beskueren, og modsat maleriet, kan den, når interesserede kommer på besøg, tages med udenfor til et par timers underholdende målskydning. Niels Baldur vil dog ikke helt slippe muligheden for, at jeg kan tage buen med hjem og forsvinder ud på sit værksted for at forsøge at nedjustere trækket. Dette gøres ved at skrue på de bolte, der holder buebenene fast på håndsektionen. Slukøret kommer han efter ti minutter tilbage. Resultatet er, at jeg efter hans professionelle vurdering bør vente på, han om få dage får en sending 60-punds buer af samme slags hjem.

Kasper og jeg udveksler blikke. Jeg kunne jo have ventet til sendingen med de 60punds var i hus, så havde udvalget berigtiget den lange køretur. Men ok. Egentlig får jeg en fair behandling. Vent og gør det rigtige køb, er budskabet. Jeg beslutter at lade Niels sende buen til Svendborg i originalemballagen og da han lægger tre jagtspidser oveni handlen uden omkostning for mig, og i øvrigt bedyrer, at forsendelser aldrig har voldt hans web-shopforretning problemer med skadede varer, sætter Kasper og jeg nogenlunde fornøjede kursen mod det sydfynske.

Efter en uge i en tilstand, der gav mindelser om forventningen frem mod barndommens, juleaftensdag, svinger en kassevogn endelig ind i indkørslen. Vant med håndtering af varer i stort og småt springer chaufføren, adræt som en bjergged ud af kabinen, og finder en langstrakt papkasse frem, der kun kan indeholde min bue. Udpakningen af vidunderet tager få sekunder. Og, sikken en superoplevelse, det er, at panorere mit spritnye jagtvåben i sigteposition min beskedne matrikels horisont rundt taget i betragtning. Det allerbedste er, at Svendborg Buejægere råder over et pragtfuldt kuperet terræn i Kirkeby nær Stenstrup her på Sydfyn, og jeg kan ikke hurtigt nok få sendt en mail af sted til formanden, Steffen Jensen, om snarest muligt, at få assistance til finjustering og hvad der ellers skal til, før træning og atter træning bliver en del af denne sommers dagsorden.

Lidt om taljer og compoundbuens virkemåde.

Forleden dag stod jeg i min have overfor et ”tungt” problem. En i forhold til mine kræfters formåen, alt for stor sten skulle flyttes over i min veltjente, bundsolide trillebør. Men hvordan skulle jeg, uden at overbelaste ryg og lemmer, bære mig ad? I haveskuret havde jeg nogle stolper stående, tilstrækkeligt med tovværk, samt en gammel talje af træ. Og, hvordan var det nu lige, min nyindkøbte compoundbue fungerede? Kunne jeg overhovedet spænde den, uden de hjul, der i buebenenes ender agerede som taljer. Jeg lod stolperne sætte op i et kryds over stenen, fik tovværk og talje rigget til, og vupti, den tunge sten kunne nu uden videre besvær hejses op i passende højde for indlæsning i børen. Om denne simple handling, er en del af compoundbuens historik, får stå hen i det uvisse. Jeg tror det dog, for sagen er, at et system af taljer i den grad kan minimere den muskelindsats, man selv skal præstere for at udføre et givent stykke arbejde. Derfor har taljer i århundrede været brugt i søfartens og industriens historie for at lette mennesket med at hejse og sænke tunge ting, og sikkert alverdens andre opgaver. Jeg husker fra min tid på skoleskib, at taljer, som en særdeles væsentlig del indgik i håndteringen af skibets enorme sejlareal. 

Og nu til compound, der såmænd bare betyder sammensat og kobler man bue på, har man altså et navn på et specialiseret våben, Compoundbuen! I modsætning til især langbuen, men også recurvebuen, er den meget let at håndtere i tæt bevoksning. Her er compoundbuens korte længde og derfor gode fremkommelighed ikke stort anderledes end den, en riffel/haglbøsse byder jægeren.

Langbuen og recurvebuen er buer, som i simpel forstand ligner og fungerer som drengeårenes flitsbuer. Med lang og recurvebuen skyder man ligesom med haglbøssen instinktivt, og det siger sig selv, at i modsætning til haglbøssens hundrede eller trehundrede hagl, sender en bue kun én pil af sted pr. skud. Den traditionelle bueskytte skal altså træne, træne og atter træne, for at gøre sig håb om jagtlig succes. Recurvebuen er kortere end langbuen og derfor nemmere at håndtere i tæt bevoksning og tilmed kan den monteres med sigtemidler; men den er stadigvæk bare - en flitsbue.

Og her er compoundbuen langt fra at være - bare en flitsbue. Selve buen består af en håndsektion, ofte tilvirket i aluminium, hvorpå begge bue-ben er monteret. Disse ben er meget stive og for at de kan bøjes, så der kan oplagres energi til afsendelse af pilen, spændes buen ved hjælp af et system af taljer, de såkaldte ”excenterhjul”. Når trækket er gjort, er den kraft, der skal præsteres for at holde strengen spændt, reduceret til en tredjedel og kan derfor let holdes; ikke ved hjælp af to udsatte fingerspidser, men med en såkaldt ”releaser” (aftrækker). Denne påvirkes, når sigtet er gjort, lige så ukompliceret, som aftrækkeren på en riffel. Compoundbuen er altså et jagtvåben, hvor man ligesom på ordinære krudtvåben, kan foretage et omhyggeligt sigte, og sætte sin pil dødeligt i vildtet, der ofte gennemskydes, når pilen er sat korrekt.

Pilens spids skal være med barberbladskarpe blade, så sårkanalen ikke flænses, men skæres op, som ved et kirurgisk snit. Vildtet opdager ikke altid at noget er rivende galt, men forender uvidende om hændelsen af den indre blødning, den skarpe pilespids har forårsaget.

Naturstyrelsens jagttegnsekspedition oplyser, at der for nuværende er 14 kvindelige og 760 mandlige buejægere. (ca. 2 procent er kvinder). Til sammenligning er der 17.253 jagttegnsberettigede kvinder og 211.369 mænd. (ca. 8 procent er her kvinder).

Tekst: Hans D. Egeskjold

-------

Buejagttegnsprøven

Torsdag den 8. september 2011. Det er sen eftermiddag, solen skinner og jeg er målløs af begejstring over et så udpræget ”jægermiljø”, der springer mig i øjnene, da jeg efter et par timers kørsel i hektisk fyraftentrafik, svinger min aldrende Felicia ind på Egon Bøttkers gårdsplads. Egon er formand for Sydjysk Buejægerlaug, Gestenvej 13 i Vejen og bor på stedet. Med 81år på bagen, er han landskendt som buejægernes, Grand Old Mann! Klubben råder over en enorm udendørs 3D-skydebane med 65 figurer samt flere hochstands og såkaldt ”løbende mål” placeret i et meget varieret terræn. Selve klubhuset, er et studie i rustik hygge. På væggene hænger flere slags buer mikset med fotos og pokaler, og fra loftbjælkerne pryder antikke enkeltløbede hanegeværer rummet. Kort og godt et sted, enhver nimrod må føle sig hjemme. Naturstyrelsen har sat mig og min nyligt erhvervede Compoundbue med tilhørende pile monteret med jagtspidser stævne her hos Egon, for i morgen, er dagen, hvor jeg og adskillige andre buejagtaspiranter skal op til eksamen! Jeg har booket et værelse på en kro i nærheden af tre grunde: dels anser jeg morgentrafikken for livsfarlig og kan i stedet møde op på banen i udhvilet tilstand, og nok så vigtigt, jeg agter at træne et par timer i ro og mag.

Fredag morgen. Mange er allerede mødt og flere kommer til. Jeg vurderer, vi bliver omkring 30. Stemningen er et miks af nervøsitet og anstrengt humor, for i dag er som nævnt - DAGEN! Regelen for at udøve buejagt er, at man kun har buejagttegnet til låns i fem år. Herefter skal man aflægge en ny praktisk prøve i den ædle kunst, det er, at håndtere buen korrekt og fra forskellige afstande, sætte mindst fem træffere ud af seks afgivne skud i hjerte-lungeregionen i den bukkeskive, Naturstyrelsen har valgt at standardisere prøven med. Derfor sporer jeg også enkelte med en mere garvet attitude smurt på holdningen. Der er to, der skal op til prøven med henholdsvis Lang og Recurvebue, der er buer, uden sigtemidler! Her skydes instinktivt, ligesom med haglbøssen. Nordmanden, Jonny, er en af de erfarne jeg har tilbragt et par træningstimer sammen med. Han er ikke bare en ordinær bueskytte! Nej – JÆGER, med store bogstaver, det er ordet, der skiller bukkene fra fårene, som han indigneret korrigere mig, da jeg kommer til at benævne ham - som bueskytte! Jonny er kørt hertil i sin mobile ”skovhytte”, som han kalder sin smarte van; og udstyret med dobbeltkøje, toilet med brus og køkkenregion, er køretøjet vitterligt egnet som – et mobilt hus i ethvert skovlandskab. Der skal blot være en farbar grusvej eller et hjulspor, så er min passion for buejagt tændt, runder han af og vurderer nøje min reaktion, om jeg nu også forstår ideen. Det gør jeg - om nogen, og Jonny og jeg, er straks på talefod.

At tage buejagttegn hører ligesom det ordinære jagttegn under Naturstyrelsen og varetages af styrelsens vildtkonsulenter. Først og fremmest skal man være i besiddelse af et gyldigt jagttegn, der naturligvis skal være betalt; dernæst skal man gennemføre et obligatorisk buejagtkursus (kursusafgift 2011 kr. 450) der afholdes af Foreningen af Danske Buejægere (FADB) på vegne af Naturstyrelsen. Kurset er et endagskursus, hvor aspiranterne får en grundig gennemgang af bogen: Lærebog om Buejagt i Danmark (pris 2011 kr. 225). Bogen kan købes gennem Hornslet Bogtrykkeri: www.vildt-jagt.dk Tlf. 70 70 12 08. Gangen i det er enkel nok: Efter endt buejagtkursus indberetter buejagttegnslæreren aspiranten, hvorefter aspiranten sikrer sig modtagelse af et girokort og indbetaler buejagtprøvegebyret, som i år er på kr. 205. Herefter tilmelder aspiranten sig enten via internettet www.jagttegn.dk for så vidt muligt selv at bestemme datoen, eller han/hun kan afvente besked om en dato, fastsat af Naturstyrelsen. Dette gælder for Compoundbuejægere. Reglerne for Lang- og Recurvebue er, at disse selv ringer til den lokale enhed, der afholder praktikprøven for at fastsætte en prøvedag. Summa Summarum: Overholder man tidspunkter og betalingsfrister, går det af sig selv.

Der er fem lokalafdelinger under Foreningen af Danske Buejægere, www.fadb.dk hvoraf nogle afholder både kursus og buejagtprøve:

Nordjyske Buejægere. Formand: Dennis Würtz. Tlf. 61 27 61 85
Mail: drw@email.dk Hjemmeside: www.hjallerupjagtforening.dk
Randers Bueskyttelaug & Buejæger: Kontakt Hans-Henrik Johansen. Tlf.: 31 25 64 53 Mail: husedk@hotmail.com Hjemmeside: www.randers-buejaegere.dk
Sydjysk Buejægerlaug Vejen: Formand: Egon Bøttker. Tlf. 75 36 37 45
Mail: boettker@gmail.com Hjemmeside: www.sjbl.dk
Stenlille J & F Buejæger. Formand: Henrik Højgaard. Tlf. 57 80 87 37
Mail: heh@jagtbue.dk Hjemmeside: www.sjfs.dk
Svendborg Buejægere. Formand: Steffen Jensen. Tlf. 62 54 20 80.
Mail: skovballe@c.dk Hjemmeside: www.svendborgbuejægere.dk

Præcis kl. 10.00 kalder vildtkonsulenten til samling i klubhuset. Efter en kort orientering om afviklingen af henholdsvis den praktiske og teoretiske prøve, hvor sidstnævnte består af 20 buejagtrelevante spørgsmål, krydset af med ja eller nej, får vi udleveret hver et ark papir med spørgsmålene. Og så går det løs i dyb tavshed. Vi har 20minutter og må max have to fejl. De fleste bruger godt ti minutter, afleverer arket og forlader i hast lokalet. Jeg er imponeret. Simpelthen decideret imponeret, og beslutter, at bruge tiden ud! Det er det, jeg har den til. Der er ét spørgsmål, der pirrer min sans for at sammenflette ord, der skaber mening, for her er formuleringen bare for enkel og for ligetil - i så vigtig en sammenhæng! Er det et såkaldt ”tricky spørgsmål”? Jeg beslutter at læne mig op af tvivlen og sætter krydset i nej-feltet, løber det besvarede igennem endnu engang; afleverer testen til vildtkonsulenten og går udenfor i solskinnet. Der er to tilbage i klublokalet. Måske slås de med den samme formulering. Egon går rundt blandt os og spørger lavmælt og beroligende til forløbet af testen. De fleste står og småsnakker i grupper; ingen aner endnu, om nogen af os - og især hvem, der muligvis er dumpet! De to sidste er kommet ud og få minutter efter meddeler vildtkonsulenten, at han om et kvarter kalder os ind og kundgør resultatet. Egon er på sin runde nået til mig. –Hvad var du i tvivl om? -Jeg så, du hang ved et af spørgsmålene! Han sender mig et blik, som om det burde være fuldstændig utænkeligt, at netop jeg, har nølet, og stirrer vantro på mig, da jeg i forsigtige vendinger redegør, hvorfor.

Nogle mennesker udstråler kompetence og tillid uanset, hvor små, hvor store, hvor tynde eller tykke, de er; om tøjet er arbejdstøj eller habit, er ligegyldigt. Vores vildtkonsulent er igangsættertypen, ham, som selv den allermest forsigtige bankrådgiver ville låne sin årsløn, uden at stille krav om kaution! Og nu kommer han frem i døråbningen og kalder os smilende ind til ”dommen”; beder os om at sætte os og kigger afvæbnende ud over forsamlingen. Som en fair indstillet, handlingens mand, letter han trykket med det samme: -I er alle sammen bestået. Der går et lettelsens suk gennem lokalet, som om alle på en gang udløser et tilbageholdt åndedræt og der rykkes på stolene i retning af, at sidde mere bekvemt. Nu venter den praktiske test, men først skal vi have buen testet i en såkaldt konograf, som er en anordning, der måler pilens hastighed ved dens passage af fotoceller, og herefter, er det let at beregne pilens anslagsenergi, som skal være på minimum 40joule, uanset vildtarten, bueskytten vil jage. Egon, der står for denne del af eksamen kalder os med myndig stemme frem til ”gennemskydningen”! Det tager en halv times tid og alle har grejet i orden. Nu gælder det kunsten, at ramme de seks bukkeskiver korrekt i lunge-hjerte regionen. En for en bliver vi kaldt ind på det areal, hvor bukkeskiverne er opsat. Det er den samme vildtkonsulent plus en kollega, der står for denne del af eksamen. Og, som alle ”gamle” buejagttegnsløsere, der har været dette forløb igennem, har fortalt, er meldingen fra de eksaminerede, at der intet stressende hastværk er. Der er dog nogle, der må en tur på posthuset for at indløse de 205kr. det koster, at gå den praktiske del om. Dumper man til den teoretiske del, er løbet kørt, og han/hun må vente, indtil Naturstyrelsen igen om et år eksaminerer aspiranter til buejagttegnet. Derimod må man gerne dumpe til den praktiske prøve og gå om igen samme dag eller inden for 24måneder. Overholdes denne frist ikke, skal man op til teoretisk prøve, endnu engang.

Hans Dreyer, bliver der råbt! Jeg stod for mig selv, som i en slags koncentreret dvale/vågen tilstand! Men nu er det min tur! Nu skal det åbenbares om timers intens træning i baghaven og træningsaftener i hjemmeklubben, har båret frugt. Min erfaring er: et kort sigte og lad realisen (aftrækkeren) slippe pilen. Jeg har besluttet at starte med de mål, der står tættest på, og vildtkonsulenten er tilsyneladende ligeglad med rækkefølgen. Den af de seks bukkeskiver, der står placeret med max afstand for et skud til en levende buk, som ikke må være over femogtyve meter, tør jeg ikke begynde med. Og, mærkeligt nok, blev det en af de andre skiver, jeg missede. Det lange skud endte i et perfekt bladskud, præcis der, hvor jeg sigtede, men altså, én pil sad to centimeter udenfor den cirkel, der på skiven, er indtegnet, som bukkens hjerte-lungeregion. Jubii! Jeg jubler indeni! Fem træffere, er tilstrækkeligt! Vildtkonsulenten rækker mig hånden og ønsker tillykke. Jeg er bestået, og får med det samme udleveret en seddel med påskriften: Buejagtbevis for Compound!

Her er et kort rids over de krav, der stilles til buen og pilene. Buejægerens ”storvildt” i Danmark, er råvildt, ræv, hare og gås. Her skal pilevægten være mindst 25gram og pilespidsen (jagtodden) 3-bladet, med en skærende diameter på mindst 25mm. For alle jagtbare vildtarter gælder det, at pilens anslagsenergi (E0) skal være på mindst 40 joule. Nogle foretrækker de såkaldt mekanisk udfoldende pilespidser og her skal anslagsenergien være på mindst 70 joule. Øvrige vildtarter kræver en 2-bladet pilespids på mindst 20mm skærende diameter og en pilevægt på mindst 20gram. Anvendes der, blunt, som er en stump anslagsflade af enten hårdt gummi eller stål, skal diameteren på fladen være mindst 16-mm og anslagsenergien mindst 70 joule. Råvildt, ræv, hare og gås må ikke skydes med blunt og skydes der til flyvende vildt, med skarp jagtspids, skal pilen være forsynet med en særlig slags faner, de såkaldte Flu-flu faner, der enten er meget store eller snoede, så pilens hastighed hurtigt bremses i sin flugt. Sigtemidlerne på en Compoundbue kan justeres efter de samme principper, som når riflen skydes ind, men skal under jagten være fast indstillede.

Tekst: Hans D. Egeskjold

                                                                 -------


Winchester myter m.m.

 

Ingen berømt våbenfabrikant som Winchester, er der vel dannet så mange myter om! Han skulle bl.a. have konstrueret den vel nok mest kendte lever action riffel. Hans kone skulle efter hans død havde ombygget deres hjem for at beskytte sig mod onde ånder. At winchesterriflen blev ladt om søndagen og skød hele ugen. De tre påstande har intet med virkeligheden at gøre, hvilket følgende viser:

 

Oliver Fisher Winchester så dagens lys i 1810 - Benjamin Tyler Henry i 1821 og Christopher Miner Spencer i 1833. De to førstnævnte lagde kimen til et af de mest kendte repetergeværer nogensinde. Men lad os starte med sidstnævnte, Christopher Miner Spencer.

 

I 1859 konstruerede han det første velfungerende repetergevær til såvel jagt som krigsbrug: Spencerriflen i kaliber .52(vægt 4,5kg længde 119cm) sortkrudt og med randtænding og den noget kortere spencerkarabin(vægt 3,7kg længde 99cm. I krigsbrug var det fortrinsvis kavaleriet der brugte sidstnævnte.

Riflerne havde et rørmagasin til syv patroner siddende i kolben, og fungerede ved, at aftrækkerbøjlen blev trykket ned og op, hvorved der kom en patron i kammeret eller den afskudte patron blev smidt ud og en ny ved hjælp af fjederen i rørmagasinet skubbedes ind i kammeret. Hanen spændes på gammeldags maner manuelt. 

 

Sideløbende med Spencer konstruerede Benjamin Tyler Henry en repeterriffel med rørmagasin under løbet i kaliber 44., men hvor hanen spændes samtidig med, at patronen blev indført i kammeret. Patronhylstrene var som hos Spencer i starten lavet af kobber, men ret hurtigt fandt man ud af at messing, der er en legering af zink og kobber(28% zink og 72% kobber), tålte gastrykket betydelig bedre og sluttede lige så tæt i kammeret. Her kan det nævnes, at det var Smith & Wesson der i 1850 opfandt patronhylstret stort set som vi kender det i dag.

Salget af henryriflen til private gik rimeligt helt frem til 1866(hen over sensommeren og frem til oktober 1862 blev der produceret 900 henryrifler. Da produktionen stopper i 1866 er tallet oppe på ca. 14.000, hvilket har gjort riflen til et samleobjekt). Her kommer Winchester ind i billedet med en forbedrede model kaldet, Winchester 1866 og konstrueret af: - ja, Benjamin Tyler Henry.

Det Henry bl.a. gjorde på den nye model var, at hanen når den var lagt, ikke ved stød kunne antænde krudtet. Ydermere gjorde han repetermekanismen enklere og selve repetergrebet kortere. Plus at selve magasinladningen foregik enklere. Så man kan sige, at det var med lånte fjer, at Oliver Fisher Winchester fik æren for tilblivelsen af våbnet, der vandt det vilde vesten. Samtidig omdøbte Winchester sit firma, New Haven Arms Company, der havde fremstillet henryriflen, til Winchester Repeating Arms Company.  

  

Men tilbage til Spencer

Under borgerkrigen var begge hære udstyret med forladerriflen, Springfield Model 1842 og senere hen mod midten af krigen hovedsalig for nordstaternes vedkomne, Springfield Model 1861. Unionshæren havde gennem lang tid haft et godt øje til spencerriflen, men ledelsen(Department of War) stolede i starten ikke på dens holdbarhed under ekstreme forhold. Ydermere var anslagsenergien også lavere end forladergeværernes. De soldater der havde råd anskaffede sig dog alligevel en spencerriffel, idet de derved mente, at overlevelseschancerne i nærkamp blev øget.

 

I 1863 tager Spencer direkte kontakt til Abraham Lincolns kontor og får ret hurtigt foretræde. Uden de store omsvøb viser Spencer sin riffel frem og Lincoln, der var glad for våben, bliver så imponeret, at han vil prøveskyde den. Dette resulterede i, at hæren - til at begynde med - indkøbte 13.171 rifler og 58.000 patroner. I alt købte nordstaterne 94.196 spencerrifler inden krigens afslutning. 

Sydstaterne brugte dette udtryk, da de stiftede bekendtskab med spencerriflerne: “The damm Yankee gun you load on Sunday and shoot all week”. Mandskabsmæssigt var syden norden langt underlegne, med det udlignede man ved, at indsmugle over 10.000 spencerrifler og under hurtige kommandoraids, at bruge enten spencerriflen eller den mere avancerede ”Seksten Skyderen” som henryriflen blev kaldt. Korrekt håndteret kunne magasinet på begge våben tømme på under et halvt minut. Så ti velskydende og rutinerede sydstatsrebeller kunne dermed - som et lyn fra en klar himmel - afgive en formidabel ildkraft på næsten ingen tid, inden de lige så hurtigt forsvandt igen. Sydstatspræsidenten, Jefferson Davids, personlige livvagter bar mod krigens slutning i øvrigt udelukkende henryrifler. 

 

Benjamin Tyler Henry var som Spencer selvfølgelig også interesseret i at tjene på borgerkrigen. Men her viste hærledelsen sin konservative side frem. Henryriflen var simpelthen for moderne, hvorimod Spencerriflen med sin store sidehængte hane lignede en Springfield mere – og derved var noget soldaterne kunne nikke genkendende til. Spencerriflen var ydermere pga. af den manglende hanespænding væsentlig enklere at fremstille og reparerer.

 

The Winchester house

Den 11. december 1880 dør Oliver Fisher Winchester og sønnen William Wirt Winchester overtager ledelsen af firmaet. Den 7. marts året efter dør William Wirt af tuberkulose og hans kone Sarah arver lige knap 50% af aktiverne i Winchester Repeating Arms Company, og oppebærer herved en daglig indtægt på 1000$. Og nu sker der noget mærkværdigt!

 

Nogle år forinden har Sarah og William Wirt mistet deres lille datter, og Sarah er sikker på, at der hviler en forbandelse over familien. Hun tror fuldt og fast på, at det er ånderne fra alle de liv, winchesterriflen har på samvittigheden, der nu vil have hævn! 

Sarah beslutter sig efter nogle år med natlige mareridt, at gøre det så svært for ånderne som muligt, og hun begynder derfor at udvide familiedomicilet: The Winchester House. Og der bliver virkeligt bygget til! Over 100 nye værelser med blindgange og trapper der ingen steder fører hen, køkkener der ikke kan bruges, falske vinduer og døre osv. osv.

Indtil Sarah Winchesters død den 5. september 1922 var 22 tømrere beskæftiget alle ugens dage døgnet rundt – og det i ca. 38år.

I dag er The Winchester House museum og har et anslået antal etagemeter på ca. 20.000. Der er omkring 160 værelser(det har aldrig været muligt, at lave en regulær optælling), 47 ildsteder og 17 skorstene. For at vedligeholde huset udvendige træværk, skal der bruges 76.000liter maling.

 

Men for at runde af var det som nævnt Oliver Fisher Winchester - oprindelig skjortefabrikant - der løb med æren og på verdensplan fejlagtigt blev kendt som manden der opfandt: Repeating Winchester model 1866 – pga. messingbundstykket også kendt under navnet: The Yellow Boy.
 
Tekst: Troels D. Egeskjold