Våbentilladelse Vejledning i, hvordan man fremover søger om våbentilladelse, hvis man er bosiddende i Jylland eller på Fyn. Jagtvåben Om hvordan compoundbuen blev til min ny måde at tænke jagtvåben på Niels Baldur, berømt bueskytte og ejer af Baldur´s Archery i Brande og nu også en butik i Borup på Sjælland, måler mig fra top til tå med sit professionelle ”bue-blik”. Den sindrigt udseende compoundbue, jeg fra Svendborg er kørt til det midtjyske for, som den lykkelige ejer at hjemtage, er nok for stram, konkluderer han nøgternt og skynder sig at forklare, at min fysiks højde og drøjde og en bue på halvfjerds pund i trækket, ikke umiddelbart i hans øjne, ser ud til at samspille perfekt. Som den skarpe iagttager, Niels Baldur givetvis er, ser han skuffelsen ændre konturerne i mit fjæs kontrafej og gør rede for logikken i, at jeg jo helst skulle komme godt i gang med den ædle sport, uden at danne myoser og andet skidt i arme og skulderled, der måske kan få mig til at stoppe udøvelsen som buejæger i utide. Rørt over omsorgen overgiver jeg mig til fagkundskaben og ser i øjnene, at turen hjem nok bliver uden nyerhvervelsen. Køreturens længde taget i betragtning får jeg dog lov til at håndtere buen og sætter ubetænksomt to fingre på strengen, parat til at spænde det højt specialiserede jagtvåben til bristepunktet. Niels er straks på banen med en korrektion. Pegefinger og Langemand i forening er slet ikke tilstrækkeligt! Guldbrand og Lille Peter Spillemand skal også gribe om strengen, som for alt i verden ikke må slippes uden pil. Og, naturligvis adlyder mine fire navngivne griberedskaber påbuddet. En compoundbue kan for den sags skyld være på 100 pund eller mere i trækket. Denne her er som nævnt på 70, og da mit skulderled i teknisk forstand, jo bare er et ordinært kugleled, er det belastet til det yderste, da jeg i ét træk får det såkaldte nockpunkt lagt ud for øret. (nockpunktet er det sted på strengen, hvor pilens ende placeres før skuddet). Min jagtglade brorsøn og chauffør, Kasper, følger nysgerrigt seancen. Han og jeg har i årevis, som passionerede jægere, sværget til krudt og kugler. Men nu, i hvert fald ind til videre for mit vedkommende, er et skred i opfattelsen af riflen, som det ultimative jagtvåben, i fuld gang. Fra øjenkrogen fornemmer jeg hos Kasper, at han heller ikke er helt uimponeret over de mange compound, recurve og sågar langbuer, der pryder væggene i forretningens sortiment. Men særligt compoundbuerne, er vi uden ord enige om, nærmest stinker af mystificeret karisma. Og, så er der jo elementet med at besidde buejagttegn og tilhøre en lille, eksklusiv gruppe af jægere, der på vildtets vilkår og præmisser går på jagt. Sidstnævnte er, syntes jeg, immervæk et faktum af en vis betydning, og noget, jeg fremover skal have prøvet af. Prisen på en jagtbue med pile og tilbehør matcher let prisen på en riffel; altså en udgift i omegnen af fem tusinde kroner og opefter! Men viser det sig mod forventning, at gamle vaner vinder tabt terræn tilbage i riflens favør, så den igen bliver mit foretrukne jagtvåben, er mit køb af buen alligevel dømt til succes. JAGT & JÆGERES redaktør købte for mange år siden en kraftig armbrøst (220 pund) i håbet om, at den engang blev lovlig til jagtbrug. Det bliver dette prægtige våben formentlig aldrig, trods det, at dens styrke i anslag og hastighed på pilen (bolten) til hver en tid kan sammenlignes med buens. Armbrøsten, med kikkertsigte, hænger dog langtfra nytteløst på sin plads på væggen i jagtstuen. Som et kært maleri er den en daglig glæde for beskueren, og modsat maleriet, kan den, når interesserede kommer på besøg, tages med udenfor til et par timers underholdende målskydning. Niels Baldur vil dog ikke helt slippe muligheden for, at jeg kan tage buen med hjem og forsvinder ud på sit værksted for at forsøge at nedjustere trækket. Dette gøres ved at skrue på de bolte, der holder buebenene fast på håndsektionen. Slukøret kommer han efter ti minutter tilbage. Resultatet er, at jeg efter hans professionelle vurdering bør vente på, han om få dage får en sending 60-punds buer af samme slags hjem. Kasper og jeg udveksler blikke. Jeg kunne jo have ventet til sendingen med de 60punds var i hus, så havde udvalget berigtiget den lange køretur. Men ok. Egentlig får jeg en fair behandling. Vent og gør det rigtige køb, er budskabet. Jeg beslutter at lade Niels sende buen til Svendborg i originalemballagen og da han lægger tre jagtspidser oveni handlen uden omkostning for mig, og i øvrigt bedyrer, at forsendelser aldrig har voldt hans web-shopforretning problemer med skadede varer, sætter Kasper og jeg nogenlunde fornøjede kursen mod det sydfynske. Efter en uge i en tilstand, der gav mindelser om forventningen frem mod barndommens, juleaftensdag, svinger en kassevogn endelig ind i indkørslen. Vant med håndtering af varer i stort og småt springer chaufføren, adræt som en bjergged ud af kabinen, og finder en langstrakt papkasse frem, der kun kan indeholde min bue. Udpakningen af vidunderet tager få sekunder. Og, sikken en superoplevelse, det er, at panorere mit spritnye jagtvåben i sigteposition min beskedne matrikels horisont rundt taget i betragtning. Det allerbedste er, at Svendborg Buejægere råder over et pragtfuldt kuperet terræn i Kirkeby nær Stenstrup her på Sydfyn, og jeg kan ikke hurtigt nok få sendt en mail af sted til formanden, Steffen Jensen, om snarest muligt, at få assistance til finjustering og hvad der ellers skal til, før træning og atter træning bliver en del af denne sommers dagsorden. Lidt om taljer og compoundbuens virkemåde. Forleden dag stod jeg i min have overfor et ”tungt” problem. En i forhold til mine kræfters formåen, alt for stor sten skulle flyttes over i min veltjente, bundsolide trillebør. Men hvordan skulle jeg, uden at overbelaste ryg og lemmer, bære mig ad? I haveskuret havde jeg nogle stolper stående, tilstrækkeligt med tovværk, samt en gammel talje af træ. Og, hvordan var det nu lige, min nyindkøbte compoundbue fungerede? Kunne jeg overhovedet spænde den, uden de hjul, der i buebenenes ender agerede som taljer. Jeg lod stolperne sætte op i et kryds over stenen, fik tovværk og talje rigget til, og vupti, den tunge sten kunne nu uden videre besvær hejses op i passende højde for indlæsning i børen. Om denne simple handling, er en del af compoundbuens historik, får stå hen i det uvisse. Jeg tror det dog, for sagen er, at et system af taljer i den grad kan minimere den muskelindsats, man selv skal præstere for at udføre et givent stykke arbejde. Derfor har taljer i århundrede været brugt i søfartens og industriens historie for at lette mennesket med at hejse og sænke tunge ting, og sikkert alverdens andre opgaver. Jeg husker fra min tid på skoleskib, at taljer, som en særdeles væsentlig del indgik i håndteringen af skibets enorme sejlareal. Og nu til compound, der såmænd bare betyder sammensat og kobler man bue på, har man altså et navn på et specialiseret våben, Compoundbuen! I modsætning til især langbuen, men også recurvebuen, er den meget let at håndtere i tæt bevoksning. Her er compoundbuens korte længde og derfor gode fremkommelighed ikke stort anderledes end den, en riffel/haglbøsse byder jægeren. Langbuen og recurvebuen er buer, som i simpel forstand ligner og fungerer som drengeårenes flitsbuer. Med lang og recurvebuen skyder man ligesom med haglbøssen instinktivt, og det siger sig selv, at i modsætning til haglbøssens hundrede eller trehundrede hagl, sender en bue kun én pil af sted pr. skud. Den traditionelle bueskytte skal altså træne, træne og atter træne, for at gøre sig håb om jagtlig succes. Recurvebuen er kortere end langbuen og derfor nemmere at håndtere i tæt bevoksning og tilmed kan den monteres med sigtemidler; men den er stadigvæk bare - en flitsbue. Og her er compoundbuen langt fra at være - bare en flitsbue. Selve buen består af en håndsektion, ofte tilvirket i aluminium, hvorpå begge bue-ben er monteret. Disse ben er meget stive og for at de kan bøjes, så der kan oplagres energi til afsendelse af pilen, spændes buen ved hjælp af et system af taljer, de såkaldte ”excenterhjul”. Når trækket er gjort, er den kraft, der skal præsteres for at holde strengen spændt, reduceret til en tredjedel og kan derfor let holdes; ikke ved hjælp af to udsatte fingerspidser, men med en såkaldt ”releaser” (aftrækker). Denne påvirkes, når sigtet er gjort, lige så ukompliceret, som aftrækkeren på en riffel. Compoundbuen er altså et jagtvåben, hvor man ligesom på ordinære krudtvåben, kan foretage et omhyggeligt sigte, og sætte sin pil dødeligt i vildtet, der ofte gennemskydes, når pilen er sat korrekt. Pilens spids skal være med barberbladskarpe blade, så sårkanalen ikke flænses, men skæres op, som ved et kirurgisk snit. Vildtet opdager ikke altid at noget er rivende galt, men forender uvidende om hændelsen af den indre blødning, den skarpe pilespids har forårsaget. Naturstyrelsens jagttegnsekspedition oplyser, at der for nuværende er 14 kvindelige og 760 mandlige buejægere. (ca. 2 procent er kvinder). Til sammenligning er der 17.253 jagttegnsberettigede kvinder og 211.369 mænd. (ca. 8 procent er her kvinder). Tekst: Hans D. Egeskjold ------- Buejagttegnsprøven Winchester myter m.m.
Ingen berømt våbenfabrikant som Winchester, er der vel dannet så mange myter om! Han skulle bl.a. have konstrueret den vel nok mest kendte lever action riffel. Hans kone skulle efter hans død havde ombygget deres hjem for at beskytte sig mod onde ånder. At winchesterriflen blev ladt om søndagen og skød hele ugen. De tre påstande har intet med virkeligheden at gøre, hvilket følgende viser:
Oliver Fisher Winchester så dagens lys i 1810 - Benjamin Tyler Henry i 1821 og Christopher Miner Spencer i 1833. De to førstnævnte lagde kimen til et af de mest kendte repetergeværer nogensinde. Men lad os starte med sidstnævnte, Christopher Miner Spencer.
I 1859 konstruerede han det første velfungerende repetergevær til såvel jagt som krigsbrug: Spencerriflen i kaliber .52(vægt 4,5kg længde 119cm) sortkrudt og med randtænding og den noget kortere spencerkarabin(vægt 3,7kg længde 99cm. I krigsbrug var det fortrinsvis kavaleriet der brugte sidstnævnte. Riflerne havde et rørmagasin til syv patroner siddende i kolben, og fungerede ved, at aftrækkerbøjlen blev trykket ned og op, hvorved der kom en patron i kammeret eller den afskudte patron blev smidt ud og en ny ved hjælp af fjederen i rørmagasinet skubbedes ind i kammeret. Hanen spændes på gammeldags maner manuelt.
Sideløbende med Spencer konstruerede Benjamin Tyler Henry en repeterriffel med rørmagasin under løbet i kaliber 44., men hvor hanen spændes samtidig med, at patronen blev indført i kammeret. Patronhylstrene var som hos Spencer i starten lavet af kobber, men ret hurtigt fandt man ud af at messing, der er en legering af zink og kobber(28% zink og 72% kobber), tålte gastrykket betydelig bedre og sluttede lige så tæt i kammeret. Her kan det nævnes, at det var Smith & Wesson der i 1850 opfandt patronhylstret stort set som vi kender det i dag. Salget af henryriflen til private gik rimeligt helt frem til 1866(hen over sensommeren og frem til oktober 1862 blev der produceret 900 henryrifler. Da produktionen stopper i 1866 er tallet oppe på ca. 14.000, hvilket har gjort riflen til et samleobjekt). Her kommer Winchester ind i billedet med en forbedrede model kaldet, Winchester 1866 og konstrueret af: - ja, Benjamin Tyler Henry. Det Henry bl.a. gjorde på den nye model var, at hanen når den var lagt, ikke ved stød kunne antænde krudtet. Ydermere gjorde han repetermekanismen enklere og selve repetergrebet kortere. Plus at selve magasinladningen foregik enklere. Så man kan sige, at det var med lånte fjer, at Oliver Fisher Winchester fik æren for tilblivelsen af våbnet, der vandt det vilde vesten. Samtidig omdøbte Winchester sit firma, New Haven Arms Company, der havde fremstillet henryriflen, til Winchester Repeating Arms Company.
Men tilbage til Spencer Under borgerkrigen var begge hære udstyret med forladerriflen, Springfield Model 1842 og senere hen mod midten af krigen hovedsalig for nordstaternes vedkomne, Springfield Model 1861. Unionshæren havde gennem lang tid haft et godt øje til spencerriflen, men ledelsen(Department of War) stolede i starten ikke på dens holdbarhed under ekstreme forhold. Ydermere var anslagsenergien også lavere end forladergeværernes. De soldater der havde råd anskaffede sig dog alligevel en spencerriffel, idet de derved mente, at overlevelseschancerne i nærkamp blev øget.
I 1863 tager Spencer direkte kontakt til Abraham Lincolns kontor og får ret hurtigt foretræde. Uden de store omsvøb viser Spencer sin riffel frem og Lincoln, der var glad for våben, bliver så imponeret, at han vil prøveskyde den. Dette resulterede i, at hæren - til at begynde med - indkøbte 13.171 rifler og 58.000 patroner. I alt købte nordstaterne 94.196 spencerrifler inden krigens afslutning. Sydstaterne brugte dette udtryk, da de stiftede bekendtskab med spencerriflerne: “The damm Yankee gun you load on Sunday and shoot all week”. Mandskabsmæssigt var syden norden langt underlegne, med det udlignede man ved, at indsmugle over 10.000 spencerrifler og under hurtige kommandoraids, at bruge enten spencerriflen eller den mere avancerede ”Seksten Skyderen” som henryriflen blev kaldt. Korrekt håndteret kunne magasinet på begge våben tømme på under et halvt minut. Så ti velskydende og rutinerede sydstatsrebeller kunne dermed - som et lyn fra en klar himmel - afgive en formidabel ildkraft på næsten ingen tid, inden de lige så hurtigt forsvandt igen. Sydstatspræsidenten, Jefferson Davids, personlige livvagter bar mod krigens slutning i øvrigt udelukkende henryrifler.
Benjamin Tyler Henry var som Spencer selvfølgelig også interesseret i at tjene på borgerkrigen. Men her viste hærledelsen sin konservative side frem. Henryriflen var simpelthen for moderne, hvorimod Spencerriflen med sin store sidehængte hane lignede en Springfield mere – og derved var noget soldaterne kunne nikke genkendende til. Spencerriflen var ydermere pga. af den manglende hanespænding væsentlig enklere at fremstille og reparerer.
The Winchester house Den 11. december 1880 dør Oliver Fisher Winchester og sønnen William Wirt Winchester overtager ledelsen af firmaet. Den 7. marts året efter dør William Wirt af tuberkulose og hans kone Sarah arver lige knap 50% af aktiverne i Winchester Repeating Arms Company, og oppebærer herved en daglig indtægt på 1000$. Og nu sker der noget mærkværdigt!
Nogle år forinden har Sarah og William Wirt mistet deres lille datter, og Sarah er sikker på, at der hviler en forbandelse over familien. Hun tror fuldt og fast på, at det er ånderne fra alle de liv, winchesterriflen har på samvittigheden, der nu vil have hævn! Sarah beslutter sig efter nogle år med natlige mareridt, at gøre det så svært for ånderne som muligt, og hun begynder derfor at udvide familiedomicilet: The Winchester House. Og der bliver virkeligt bygget til! Over 100 nye værelser med blindgange og trapper der ingen steder fører hen, køkkener der ikke kan bruges, falske vinduer og døre osv. osv. Indtil Sarah Winchesters død den 5. september 1922 var 22 tømrere beskæftiget alle ugens dage døgnet rundt – og det i ca. 38år. I dag er The Winchester House museum og har et anslået antal etagemeter på ca. 20.000. Der er omkring 160 værelser(det har aldrig været muligt, at lave en regulær optælling), 47 ildsteder og 17 skorstene. For at vedligeholde huset udvendige træværk, skal der bruges 76.000liter maling.
Men for at runde af var det som nævnt Oliver Fisher Winchester - oprindelig skjortefabrikant - der løb med æren og på verdensplan fejlagtigt blev kendt som manden der opfandt: Repeating Winchester model 1866 – pga. messingbundstykket også kendt under navnet: The Yellow Boy.
Tekst: Troels D. Egeskjold
|
Jagt >
