|
John Moses Browning så dagens lys den 23/1 – 1855 i byen, Ogden, i staten Utah. Her drev hans far, Jonathan, en mindre våbenforretning/smedje, hvor John Moses trådte sine barnesko, med alt hvad det indebar af krudt og kugler. Som fjortenårig fremstillede han ud af jernskrot sin første riffel – en gave til broderen Matt. Riflen var særdeles velskydende og gav for alvor John Moses blod på tanden. Pludselig i 1879 dør faren! Det er et stort tab for familien, men også for forretningen som helhed. I 1883 ser en repræsentant fra, Winchester Repeating Arms Company, riflen og bliver ganske overvældet over enkeltheden i teknik og design. Repræsentanten køber på stedet et eksemplar og viser det til sin direktør, T.G. Bennett. Denne bliver lige så begejstret og enden på det hele - eller måske netop starten – bliver, at Winchester Repeating Arms Company, for otte tusind dollars, køber rettighederne af Browning Arms Company. I 1902 konstruerer Browning en halvautomatisk haglbøsse, Repeating Shotgun. Winchester Repeating Arms Company er ikke interesseret i at sætte den i produktion, hvilket de senere fortryder bitterligt! Browning henvender sig til Remington, der heller ikke ønsker at starte en produktion. Browning fortsætter samarbejde med F.N. frem til sin pludselige død under et besøg på fabrikken i 1926. Året forinden havde han netop færdiggjort den sidste af mange konstruktioner, en dobbeltløbet haglbøsse med overliggende løb. På den tid var det ikke noget nyt påfund – tværtimod, konstruktionen havde været kendt i over halvtreds år, men af uransalige årsager ventede Browning med sin udgave. Over/underen fik navnet B25 – forkortelsen for Browning og året 1925. Her kan det bemærkes, at Browning i mange år fejlagtigt blev kendt som ophavsmanden til over/underen. Det Browning gjorde, var at han som den første satte en egentlig serieproduktion i gang af over/undere. Men John Moses Browning lavede andet end jagtvåben! I alt nåede han 128 våbenpatenter fordelt på alt fra maskingeværer til pistoler og revolvere m.m.
Det kan her til slut nævnes om faren, Jonathan Browning, at han var mormon og havde tre koner og 19 børn. Pga. af sin religiøsitet var han i sine yngre dage nødt til at flytte rundt, idet flerkoneri var forbudt i mange stater. Han havde bl.a. boet i Tennessee, Missouri og Illinois før han i 1852 ”flygtede” over Rocky Mountains til Utah med koner, børn og værksted fordelt på seks prærievogne og med sekshundrede dollars i kontanter – en rigtig pionér. Og endelig kan nævnes, at John Moses Brownings søn, Val Allen(1895 – 1994), efter farens død førte familietraditionen videre og opnåede 28 våbenpatenter. Tekst: Troels D. Egeskjold |