Graveren

Grævlingen gjorde straks front imod mig, og blottede sine gule tænder, mens dens ophidselse tiltog i hurtigt, stigende styrke. 

”Den der lever skjult - lever godt”, siger mundheldet - og her kan man passende drage grævlingen ind. Hvem har set en grævling i live? Nej, vel – kun et fåtal har været så heldige! Ordet ’Grævling’ kommer oprindeligt fra det germanske ord ’grabila’, der betyder: graver. I gamle dage kaldtes den også for gravsvin grundet snuden, der minder lidt om en tryne. Grævlingen(meles meles) tilhører mårfamilien og er Danmarks største fritlevende rovdyr. Indvandringen skete for ca. 9000år siden, og grævlingen er udbredt over hele landet undtagen Bornholm og enkelte øer. Den voksne grævling måler 80-110 cm fra snude til halespids, og har en skulderhøjde på 30cm. Hannen vejer som regel mellem 9 og 17 kg, mens hunnen er lidt mindre. Dyrenes vægt varierer dog meget over året og om efteråret, når de vejer mest, kan vægten være mere end 20 kg. Hovedet er kileformet og hvidt med en meget karakteristisk sort længdestribe på hver side. Øjnene er små,og de korte ører er sorte og markeret med en hvid kant. På ryggen og siderne er pelsen grånistret, fordi de lyse underuldshår skinner igennem de stride dækhår, som er lyse med en bred mørk ring nær spidsen. Bugen og benene er mørkere, da dækhårene er sorte, og der er mindre underuld. Halens hår er lange og grå. Både for- og bagfødder har fem tæer med kraftige gravekløer. Kløerne kan blive op til tre centimeter lange på forfødderne, mens de er lidt kortere på bagfødderne.

 Grævlinger lever i familiegrupper kaldet klaner. Som oftest tæller de mellem tre og ti dyr, men i nogle tilfælde kan klanen rumme mere end 30 dyr. Klanen holder til i et territorium som dyrene forsvarer mod andre artsfæller. Territoriet bliver markeret ved duftmarkeringer med sekret fra nogle kirtler, der munder ud ved endetarmsåbningen, samt med urin og ekskrementer. Boet er en underjordisk hule, graven, der indeholder et eller flere redekamre, og som har et eller flere indgangshuller. Oftest er graven beliggende på skråninger i løv- og blandingsskove, krat eller levende hegn i nærheden af lysninger, marker, overdrev og enge. Graven kan have en ikke ubetydelig udstrækning med rør i flere etager forbundet med lodrette passager og adskillige blindgyder. Under udgravningen gnaves evt. rødder over med tænderne, mens forpoterne bruges til at skubbe jorden bagud. Når der en passende udgravet mængde jord, bakker grævlingen, mens den flytter jorden med bagfødderne. Det er kendetegnende for grævlingegrave, at der hen til indgangshullet er en rende, hvor jorden skubbes længere væk fra hullet. Grævlingers spor kan ikke forveksles med andre! Den er sålegænger og af de fem kløer på for- og bagfod ses de fire helt tydeligt.

 Udenfor indgangshullet er der endvidere en helt anden ordentlighed end ved rævegrave. Ved grævlingegrave findes der ikke knoglerester eller ekskrementer. Grævlingen anretter yderligere nogle særlige toiletter – såkaldte gruber – i kort, men passende afstand fra boet.

 Grævlinger er overvejende nataktive. Mens dyrenes aktive periode i sommerhalvåret starter ved solnedgang og slutter omkring solopgang, så bliver dyrene i vinterhalvåret som regel først aktive et par timer efter solnedgang, og vender tilbage til graven et par timer før solopgang.

 Grævlinger gør meget ud af, at indrette boet behageligt! I god tid inden vinterens megen søvn, samler de et leje af fortrinsvis bregner. Disse har et giftstof på sig, der virker afskrækkende på utøj. Grævlinger går gerne langt efter bregnerne, og har her deres helt egen måde at transporterer dem hjem på. Når de har samlet en passende mængde, bundter de det sammen til en kugle, og mens de går baglæns hjemad, holder de bundtet ind under brystet. Det at bevæge sig baglæns har ydermere den fordel, at tabes der noget, bliver det omhyggeligt samlet op igen. Når hulen er fyldt godt op lægger grævlingen sig ikke på plantedelene, men borer sig derimod ind i det, således at den har det omkring sig. Ud over bregner har grævlinger også en svaghed for tørt, duftende hø.

 Hunnen er kønsmoden i treårsalderen, mens hannen allerede er kønsmoden som etårig. Fra tidspunktet hvor hunnens æg er blevet befrugtede, går der mellem to og otte måneder før æggene sætter sig fast i livmoderen for at udvikles. Når æggene har sat sig fast, går der ca. to måneder før grisene fødes - blinde. Grisene fødes normalt i januar-marts i kuldstørrelser på to-tre. Først efter ca. 9 uger er grisene i stand til at tage fast føde til sig.

 Om efteråret anlægger grævlinger et anseeligt fedtlag, som den tærer på vinteren over. I strenge vintre sover grævlinger meget af tiden. Der er ikke tale om egentlig hi, som mange mener, men – afhængig af vejrliget - en masse afbrudt søvn. Menuen består først og fremmest af masser af mus, men også af regnorme, biller, korn, muldvarpe, fugle æg, frøer, bær, frugter og sågar pindsvin og ådsler. Når grævlingen roder i jorden med sin kraftige poter og tryne, løfter den regelmæssigt hovedet og drejer det fra side til side. Dette gør den ikke for at orienterer sig om fjender – den er svært nærsynet – men udelukkende for at vejre, om der er fært af andet spiseligt.

 Grævlinger kan være inficeret af sygdomsfremkaldende bakterier, men langt de fleste grævlinger dør, fordi de bliver kørt ned i trafikken(ca.1500 årligt). Hvis der etableres faunapassager under stærkt trafikerede veje, på steder hvor grævlingerne normalt færdes, vil dyrene bruge disse, og derved kan mange tilfælde af trafikdræbte grævlinger forhindres. Det har vist sig, at store veje fungerer som markante barrierer for den naturlige udveksling af gener hos grævlinger. Faunapassager vil altså også kunne medvirke til, at den naturlige udveksling af gener bestandene imellem opretholdes.

 Før i tiden blev grævlinger brugt til mangt og meget. Kødet spiste man, og det minder lidt om vildsvin og fedtet om gåsefedt. Skindet, der strejfes, blev brugt til både seletøj og tasker, hårene til de fineste barberkoste og pensler og endelig blev fedtet også brugt som en meget drøj læderfedt.

 Medicinen nød også godt af grævlinger. Led man af gigtknuder var der ikke noget så lindrende som at smøre dem med føromtalte grævlingefedt. Mod almen smittefare anbefaledes det at lave en lille snørepung af grævlingeskind og komme et stykke kalmusrod i.

Grævlinger har igennem tiderne været årsag til mangt en overlevering! Det siges bl.a. at de kan forvandle sig til nisser, og måske er der noget om snakken. Nisser lever efter samme mundheld som grævlinger, og hvem har set en nisse? Andre historier går på, at grævlinger er meget aggressive. Når de først har bidt sig fast i et ben, slipper de ikke før lyden af knuste knogler. Grævlinger har særdeles kraftige tindingemuskler, der gør, at de er i stand til at knuse langt de fleste knogler for at komme ind til marven. Derfor gik man i gamle dage - når en skov skulle passeres ved nattetide - altid med små kulstykker i støvlerne eller i strømperne. Men at grævlinger kan være meget, meget aggressive (som andre mårdyr kan de komme i en ukontrolleret blodrus eksempelvis i en hønsegård) vidner følgende beretning om - skrevet af jægeren, fotografen og forfatteren, Alwin Petersen:

 En tidlig septembermorgen befandt jeg mig på kaninjagt i en vinmark nede i Moseldistriktet. Pludselig ser jeg et skridt fra mig en fuldvoksen grævling stå på bagbenene og med hjælp af forpoterne guffe store modne drueklaser i sig. Min pludselige tilstedeværelse generede den ikke spor! Det forbavsede mig, idet jeg lige havde skudt en kanin ti skridt derfra. For at få grævlingen lidt på afstand, inden jeg skød, prikkede jeg til den med bøssepiben. Det brød den sig ikke om, og gav sig til at hvæse af mig, mens den blottede sine store gule tænder, og huggede ud efter bøssen. Men åbenbart blev jeg for meget for den, for pludselig forsvandt den forbløffende hurtigt baglæns ind mellem stokkene.

 Efter lidt søgen fandt jeg den igen stående og æde druer et stykke borte. For at komme på skudhold gik jeg med raske skridt lidt nærmere. Det skulle jeg ikke have gjort! Grævlingen gjorde straks front imod mig, og blottede igen sine gule tænder, mens dens ophidselse tiltog i hurtigt, stigende styrke. Dens børster rejste sig overalt på kroppen – selv på dens korte hale, mens den hvæsede voldsom og igen og igen blottede tænder. Hvad den videre havde tænkt sig at gøre, havde jeg ikke lyst til at erfare, og sendte den derfor på stedet over til de evige grævlingejagtmarker.

 En anden gang hvor jeg bevæbnet med et kamera på stativ, stod foran et grævlingebo, hørte jeg pludselig en høj prusten bag mig. Da jeg vender mig, ser jeg Hr. Brokken - som et mindre damplokomotiv - bremse op på vekslen. Jeg træder straks til side for at gøre plads, så han kan komme hjem. Men han har ikke til sinds at fortsætte, men stirre derimod på mig med stigende hidsighed. Min eneste mulighed for forsvar var kamerastativet, som jeg derved slå ud med en knirkende lyd. Lyden får Hr. Brokken til at blive endnu mere hidsig og skyde ryg som en huskat, mens han hvæser og rejser børster. Alt dette fik mig til skyndsomt at forlade skuepladsen, dog uden at blive forfulgt.

 Vedr. det jagtlige beskød man grævlinger ved aftenanstandsjagt eller ved, at de ved et tilfælde kom for på klap- eller støverjagt. Det var yderst sjældent man sendte hund i grævlingegrav, da det var til stor fare for hunden. Så grævlingen sit snit til det, kunne den på ganske kort tid med sine kraftige poter grave hunden inde. I dag er grævlinger totalfredede.

Tekst, foto og illustrationer: redaktionen m.fl. / Kurt Christensen, Skjern Fotoklub m.fl.