| |
Havlitten opholder sig oftest i små flokke på dybt vand langt fra land.
 Havlitten er en dykand, der forstår at skifte ”ham”. Hannens vinterdragt er meget farverig. Hoved, hals og for ryg er hvid med grå kinder og en stor sortbrun plet på hver side af halsen. Selve brystskjoldet er sort, ryggen og vingerne sortbrune med lange, spidse midterfjer. I yngletiden ændrer havlitten sig, idet hoved, hals og brystskjold bliver sort undtaget en lille hvidlig plet ved øjet. Ryg og skulderparti har brede firkantede fjerkanter. Hunnen har i vinterdragt et sort hvidt broget hoved, halsen er hvid og over brystskjoldet er der et smalt brunt bælte, ryggen er mørkebrun med brede, grålige eller tobaksbrune fjerkanter. I yngledragt er store dele af hoved sortgråt og oversiden med knap så markerede fjerkanter. Om vinteren trækker havlitten ned fra Nordrusland, over Finland og Sverige. Det hænder også at havlitten trækker her til helt oppe fra Grønland. Under normale klimaforhold ankommer havlitten i oktober og trækker atter nordpå i april. Flest havlitter er at finde i farvandet omkring Møn, Lolland-Falster, Bornholm og syd for Fyn. Havlitten opholder sig oftest i små flokke på dybt vand langt fra land og lever primært af snegle, blåmuslinger, som den kan hente på op til 100 meters dybde. Men også alger og andre planter dykker den rastløst efter på lavere vand. Frit svømmende krebsdyr og fisk udgør endvidere en del af fødegrundlaget. I de danske farvande overvintrer der omkring en halv mio. havlitter.
Reden bygges i læ ved skærgårde, heder og tundraer nord for polarkredsen. Æggene, 6 – 8 olivengrønne, lægges normalt i juni.
Havlitten er en mindre and med en vægt på mellem 500 – 900g. og en totallængde på 60cm. – hunnen væsentlig kortere.
Ud over sin farverigdom har havlitten også et meget klangfuldt ”av – av – avlit – a – av – cis - e” (det er sangen, der har givet havlitten sit navn), der kan minde om lyden fra en velspillet sækkepibe. Lyden fra hundredvis havlitter på en stille, solrig forårsdag er en stor musikalsk oplevelse. Modsat hannen udstøder hunnen kun et lavmælt ”gøb”.
Umiddelbart kan havlitten være vanskelig at jage, idet den lille hurtige fugl letter ved den mindste forstyrrelse. Der er dog det specielle ved havlitten, at den vender ligeså hurtig tilbage. Fuglene kan ses på lang afstand i mørkt åbent vand; derimod er det vanskeligt at få øje på dem i drivis. Det hænder ofte at havlitflokken i stedet for at lette dykker, og så gælder det om at komme ind over flokken og gøre sig klar til deres uddyk – her skal man betænke, at de kan være neddykkede meget længe! Havlitten er en af de mest velsmagene dykænder (undtaget gamle hanner, der kan være seje i kødet). Det anslås, at der årligt nedlægges et sted mellem 2000 til 4000.
- Tekst og foto: redaktionen.
|
|
