|
Tidligere, mangeårige HB-medlem, Karl Johan Rasmussen, er død – 70 år gammel.
”Hvor har vi det godt, og hvor har vi fortjent
det”, var ord som Karl Johan ofte kom med, når vi var sammen med ham. Og vi
havde det godt for Karl Johan og Birgit, var gode mennesker at gæste. At han nu
ikke er mere, er næsten ikke til at forstå. For Dansk Land- og Strandjagt og mig
og min kone, er det et uerstatteligt tab.
Jeg lærte Karl Johan at kende for 15 år siden, da
jeg blev medlem af Dansk Land- og Strandjagt. Vi kom til at kende hinanden endnu
bedre, da jeg for godt 10 år siden kom i foreningens bestyrelse, hvor Karl Johan
også var medlem. I de 10 år havde vi et tæt og frugtbart samarbejde. Karl Johan
var en dygtig debattør både i tale og skrift, og noget jeg altid var sikker på
var, at hvis jeg blev angrebet for ét eller andet, så var Karl Johan altid den
første til at forsvare mig.
I denne stund tænker jeg også på de mange jagter i
det smukke, sydfynske landskab, Karl Johan inviterede mig på. Han havde en meget
stor viden om jagt, vildt og naturpleje, og var en skytte i særklasse; meget har
jeg lært af ham og meget har jeg at takke ham for.
På foreningens næste bestyrelsesmøde, var et af
punkterne indstilling af Karl Johan Rasmussen som æresmedlem af Dansk Land- og
Strandjagt; det nåede vi desværre ikke!
Jeg tænker også på den store gæstfrihed og gode
mad, som Birgit og Karl Johan lavede, ikke bare for mig og min kone, men også
for mange andre i Dansk Land- og Strandjagt, der gæstede dem.
Kære Karl Johan: I Dansk Land- og Strandjagt vil vi
altid savne dig.
Finn Madsen - Landsformand.
Lørdag den 13. februar var jeg til
hovedbestyrelsesmøde på Endrup Møllekro ved Bramming. Vi havde en rigtig
hyggelig dag, hvor Karl Johan også var med. Lørdag den 27. februar ringede Finn
Madsen og fortalte mig, at Karl Johan om natten var død af en blodprop.
Alice og jeg deltog den 4. marts kl. 13.00 i
Ulbølle kirke på Midtfyn, hvor vi bisatte Karl Johan. Kirken var stuvende fuld
og blomsterne fyldte hele gulvet. Det var med dyb vemod, vi så rustvognen køre
den sidste tur med Karl Johan.
Karl Johan sagde engang til mig, hvis det skal ske,
så lad det ske lidt hurtigt; hans ønske blev opfyldt.
Karl Johan var jæger med stort J, og var til al
”ordentlig” jagt. Havjagt, trækjagt på gæs, ænder og duer. Rævejagt var også en
stor passion, og han var en habil skytte, uden de mange forbiere.
Karl Johan og jeg var sammen i DLS´ hovedbestyrelse
i 10 år. Han havde sine meningers mod og ville man prøve, at rende ham over
ende, stod han fast. Det prøvede en modstander af jagt en gang, og det slap han
ikke så heldigt fra.
Jeg husker engang Karl Johan ringede til mig og
sagde, at han holdt nede på vejen ved et gods og der var ”fasanskydning”.
- De står i to rækker og skyder efter byger af
fasaner! Der er så mange anskydninger, så du ikke drømmer om det! Sådan noget
forbandet svineri! Når de endelig falder ned, er de så fulde af hagl, at de er
helt smadrede! Der er sgu da ikke noget at sige til, at de må grave skidtet ned
bag efter - -.
Karl Johan var i nogle år også i byrådet og en
ivrig skribent i de fynske aviser, hvor mange fik tørt på. Han manglede heller
ikke humor. Engang var en af hans jagtkammerater kommet på sygehuset og fik
besøg af Karl Johan. Han havde en stor pose i hånden og sagde: - Jeg hører det
er noget slemt hundeæde I får her på stedet! Så i stedet for en blomst, har jeg
taget en and med - så nu kan du få noget ordentlig mad. Op af posen kom der en
stegt gråand med flødesovs og det hele. - Så må sygehuset sgu lægge kartofler
til!
Alice og jeg sejlende engang Fyn rundt og det hørte
Karl Johan. Han ringede og spurgte hvornår vi kunne være i Fjællebro Havn? Da vi
vågnede næste morgenen og stak hovedet op af kahytten, sad Karl Johan og Birgit
allerede og ventede på os. Efter lidt godt til halsen nede i kahytten, havde vi
et par utrolige dage sammen med dem i deres lille hyggebo i Vester Skerninge,
hvor vi blandt andet fik stegte skovduer i flødesovs.
Karl Johan elskede som nævnt al god mad. Det være
sig gule ærter, grøn langkål m.m. og til alle kødretter hørte der fløde sovs
til; og en smøg bagefter var naturligvis en selvfølge. Jeg ved ikke, hvad Karl
Johan fik blodproppen af, men hvor vil vi dog savne ham i foreningen.
Æret være hans minde,
Frank Jensen, Hornsherreds
afd.
Fjorten dage efter jeg havde meldt mig ind i Dansk
Land- og Strandjagt mødte jeg HB-medlem, Karl Johan Rasmussen. Da jeg en solrig
forårsdag, lidt op af formiddagen kørte ind på gårdspladsen, holdt der en
fremmed bil. I køkkenet sad Karl Johan bænket og nød en kop kaffe sammen med min
kone. Han rejste sig straks og præsenterede sig, gav et solidt håndtryk og bød
mig velkommen i DLS. Den næste times tid gik snakken på jagt og på hvad der
burde ændres, og hvem der i tidens løb havde båret skylden for de store jagtlige
indskrænkninger
Under samtalen spurgte jeg høfligt, om jeg måtte
tænde en pibe tobak? Karl Johan så på mig et par sekunder og sagde så med et
stort smil: - Ja, det er OK, men kun hvis jeg må tænde min!
De gange vi sidenhen mødtes morede vi os over denne
lille ordveksling.
Æret være hans minde,
Troels D. Egeskjold,
redaktør.
|
