Placering af 10 nye naturnationalparker offentliggøres torsdag
Bruttolisten på 21 naturnationalparker bliver torsdag skåret ned til de endelige 10.
Hvor på kortet skal Danmarks 10 nye naturnationalparker placeres?
Det løfter miljøminister Lea Wermelin sløret for sammen med ordførere fra SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet på et pressemøde i København torsdag klokken 8.30.
Udvælgelsen af de 10 nye naturnationalparker sker som led i udmøntningen af Natur- og Biodiversitetspakken, hvor der er afsat 888 millioner kroner til at give dansk natur et historisk løft.
Placeringen af de første fem naturnationalparker er allerede besluttet. De skal ligge i Fussingø ved Randers, Gribskov i Nordsjælland, Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt.
Det var egentlig meningen, at den endelige placering af de 10 nye naturnationalparker ud fra en bruttoliste på 21 skulle være fastlagt i december, men det blev her udskudt til i år grundet de mange henvendelser myndighederne sidste år fik.
Kilde: Landbrugsavisen