Planlagt sult for naturens skyld

NATURNATIONALPARKER: Miljøminister Lea Wermelin fik juni flertal for sit lovforslag L 229 om de nye naturnationalparker (store nye dyrehaver), hvor det er meningen, at der skal dispenseres for centrale dele af dyrevelfærdsloven.

Af:
Lene Kattrup, Fuglegårdsvænget 9, 2820 Gentofte
Dorthe Brauner Jensen Lollandsgade 2, 8600 Silkeborg
Ulla Gottliebsen Krogen 48, Tranum, 9460 Brovst

Regeringen med støttepartier samt Liberal Alliance og De Konservative stemte for.

Loven indebærer en hastig ændring af vores natur og vore skove af hidtil uset omfang.

Danmark har overfor EU forpligtet os til at tage vare på naturtyper og biodiversiteten.

Fra EU er der ikke krav om, at rewilding skal udgøre hverken natursyn eller forvaltningsprincip. Men regeringen er i gang med at etablere de nye naturnationalparker ud fra en ekstrem rewildingsmetode, som kun kan lade sig gøre med den vedtagne markant forringede dyrevelfærdslov, der ifølge Wermelin på sigt også skal udbredes til andre private, kommunale og fondsejede naturplejeprojekter.

Rewilding baseres på en idé om, at man kan få de store græssere, dvs. heste og kvæg, til at fremme naturlige processer, der så vil fremme biodiversiteten – det er en hypotese.

Man ”forvilder” heste og kvæg, som kaldes for vildheste og urokser, ved at undlade pasning og vinterfodring og lade dem leve sammen med rigtigt vilde dyr bl.a. hjorte i store indhegnede områder i vores skove, overdrev og klitheder m.v.

Det er efter rådgivning fra en håndfuld meget markante biologer regeringen har valgt, at rewilding er metoden.

Man bruger sloganet ”vildt og naturligt”, som lyder bedre i borgernes ører.

Der skal leve flere græssere på naturarealerne, end der er græsvækst til.

Det er meningen, at de skal tvinges til at æde uønsket vegetation. For at fastholde dem på opgaven må man indhegne.

Biologerne vil fremme lysåbne naturtyper, så det er krat, buske, småtræer, bark, knopper, gyvel, brombærkrat osv., der skal væk.

Ved at lade hestene og kvæget forblive på arealerne om vinteren (uden fodring), hvor der ikke er vækst i græsset, kan man presse dem til at æde betydeligt mere af denne vegetation, selvom det er unaturlig fejlernæring, de vil tabe sig af.

Man tror og ønsker, at hestene og kvæget kan blive som hjorte.

Heste og kreaturer er græssere, hvis fysiologi, fordøjelsessystem mm. er indrettet til at æde bundvegetation, stråføde og græs.

Mens dyr af hjortefamilien (også) kan æde grene, knopper, kviste, småtræer, bark og buske, som de – i modsætning til græsserne – kan fordøje i stor mængde og ernære sig godt af, når græsset om vinteren er væk.

I fagsproget kaldes det for browserføde, hjortene er browsere. Der er meget stor indholdsmæssig forskel på de to typer føde.

Regeringen henviser til beregninger, der angiver, hvor mange kg kvæg og hest, der kan leve på forskellige naturtyper. Men fortæller ikke, at beregningerne er lavet af biologer baseret på dyrenes indvirkning på vegetationen. Ikke på hensyn til dyrene, der er blevet til redskaber, buskkryddere.

Dyrevelfærd er noget, der står i vejen for det store projekt. Biodiversitet og fremme af bestemte naturtyper er målet.

På vej hertil vil en stor del af de udsatte heste og kvæg mistrives og sulte om vinteren.

Når Naturstyrelsen lægger planer for antal dyr på arealerne, burde de lade fagpersoner udregne, om der overhovedet er et fødegrundlag på naturarealerne og i skovene under danske forhold – også vinter – til heste og kvæg og i givet fald til hvor mange dyr og hvor længe.

Intet sted fremgår det, at det er fagersoner, der er uddannet til at vurdere et areals fødegrundlag i forhold til kvæg og hestes sundhed og ernæringsmæssige behov, der har medvirket. (Hjorte og andre vilde dyr er udeladt i dette indlæg).

Seriøse beregninger, hvor man kræver god dyrevelfærd hver dag hele året rundt, vil vise, at der normalt i den danske vinter er behov for tilførsel af supplerende foder f.eks. hø eller wrap fra ca. 1. december eller før, til græsset begynder at vokse igen, når det drejer sig om kvæg og heste, der også skal være der om vinteren.

Vi kan ikke sammenligne med for eksempel Sydengland og lignende, hvor områderne er betydeligt større end i Danmark.

Mange steder uden hegn, så dyrene kan vandre frit til steder med mere græs, når de begynder at mangle føde.

Der er mere ly og læ og bedre slid af hovene/klovene fra mere hård jordbund. Klimaet er anderledes. Græsset vokser typisk flere måneder om året. Det er vigtigt, for så er fødegrundlaget bedre.

Alligevel har de ikke som her i Danmark en nærmest religiøs holdning til, at de ikke vil fodre; de fodrer efter behov, tager om efteråret en del af dyrene på stald, så der er færre ude.

Man tolererer ikke et vægttab hos dyrene. Hvis de er fede om efteråret, må de tabe sig til normalvægt. Aldrig under. Dyr, der er magre og mangler naturligt fedtlag, lider ekstra om vinteren, da de så har svært ved at holde varmen.

Der er fokus på dyrevelfærd, i modsætning herhjemme, hvor de danske biologer, der har indtaget forvaltningen, synes primært at have interesse for arealernes tilstand

Et kreatur har brug for 35-60 kg græs i døgnet. Sult og mistrivsel blandt de dyr, der skal medvirke i regeringens naturforsøg, er forudsigelig.

Allerede i december ses i dag dyr i naturpleje, der er så tynde, at de næppe klarer sig eller kun lige med nød og næppe overlever vinteren alene på den føde, der er tilgængelig på arealet.

Der dukker efterhånden mange fotografier op af magre dyr fra hele landet, og det er sandsynligvis kun toppen af isbjerget.

Flere af miljøministerens rådgivere på området udviser en skræmmende gradbøjning af sult. Fx Bengt Holst: ”Der er ikke nogen dyr, der tager skade af at sulte. De må bare ikke sulte så meget, at de kommer til at lide kraftigt.”

Og Rasmus Ejrnæs har sagt, at han ikke mener, dyr der sulter, lider.

Sultproblemer i de nye parker skal iflg. forvaltningsplanerne håndteres ved, at man, først når dyrene er synligt magre om vinteren (da vil de normalt have sultet i fire-otte uger), kan fælde nogle træer og nedsave grene, så dyrene kan æde knopper, kviste og bark, som der står.

Man ved åbenbart ikke, at heste og kvæg ikke kan udnytte og ernære sig af browserføde, der hos disse dyr højst kan udgøre en mindre del af føden.

Desuden står der, at man ved sult (det kaldes fødemangel, fordi det lyder bedre) kan lave bestandsregulering (der betyder aflivning) eller flytte dyrene.

I praksis er det svært at finde og flytte store forvildede husdyr i en skov midt om vinteren i snestorm, regnvejr eller slud.

Og fordi man har gjort dem ”vilde” og utrygge ved mennesker, et princip, der indgår i rewilding, og som er indskrevet i forvaltningsplanerne, er dyrene svære at håndtere; de går i panik.

Der vil opstå dyreværnsmæssigt barske og uforsvarlige situationer. Også forbundet med stor risiko for skader på de personer, der i nødsituationerne skal håndtere dyrene. At skyde heste og kvæg midt i flokken og foran deres artsfælder kan dyreetisk set være problematisk.

Det er noget, vi ikke plejer at gøre på den måde her i landet. (Det er anderledes med hjorte, som er naturligt vilde, og som vi på etisk forsvarlig vis bedre kan bedrive jagt på).

Efter disse tiltag nævnes fodring så som en sidste og uønsket udvej.

Men hvorfor i alverden ikke give dyrene f.eks. noget hø/wrap i tide og i småportioner fordelt på området i vinterhalvåret.

Man ved, at det ift. naturhensyn og -balance kan gøres, så det er ok.

Det vil være mere forsvarligt at forebygge lidelse ved simpelthen at fodre i tide proaktivt samt at undlade at gøre heste og kvæg utrygge ved mennesker og uhåndterbare.

Ja tak til natur, øget biodiversitet og mere plads til naturen. Men uden lidelser for de udsatte dyr. Og i øvrigt også nej tak til de omfattende hegnsplaner.