“Rewilding” er dyrefjendsk brug af dyr

Siden 1805 har udsætning af husdyr i skove været forbudt, men nu skal det tillades. Er vi kommet så langt væk fra den personlige sult, at vi fascineres af at se dyr sulte? Rewilding er dyrefjendsk brug af dyr, skriver biolog

Mange danskere opfatter sandsynligvis ordet ”vildt” som noget godt. Man kommer til at tænke på frit dyrevildt. Dejlig, stegt dyreryg med alt tilbehør. Hvem vil ikke gerne spise sådan en ret?

Der arrangeres ture, hvor man kan sanke ”vild mad”, og publikum strømmer til i en optimistisk tro på, at løgkarse plukket i naturen er bedre tilbehør til en omelet end purløg fra haven.

Er vi kommet så langt væk fra den personlige sult, at vi fascineres af at se dyr sulte?

Lis Ravnsted-Larsen
Biolog

Bræmmer langs veje tilsås med blandinger af ”vilde” blomster, og haveejere slapper af og kalder deres haver ”vild med vilje”. Det sidste er efter min mening godt, både fordi ejeren kan undgå havestress og hold i ryggen, og dyr og ukrudt kan få lidt fred.

Men de andre vilde ideer har jeg det anstrengt med. Sankning af vilde planter kan i værste fald reducere bestande for eksempel af strandkål. Såning af frøblandinger kan have værdi for insekter, men planterne er arter, der findes naturligt et eller andet sted i verden. Så den aktivitet har medført, at det ikke længere er muligt at konkludere noget om visse planter naturlige udbredelse, da arterne er indførte.

I vores moderne samfund har ordet ”vild” fået en positiv klang. Antagelsen næres af medierne. Fjernsynsprogrammer viser i den bedste sendetid begejstrede mænd, der ”nakker og æder” vilde dyr. Bioetikeren Mickey Gjerris undrer sig over, at aflivning af dyr bringes som underholdning.

At vildt er godt har bredt sig som en ideologi.
Der er skabt en tankeverden og en helhed af idéer, begreber og synspunkter. 

Tidligere var naturvidenskaben grundlag for handlinger og tiltag i landskabet. Naturvidenskaben bygger på metode, observation og forskningsresultater. Nu forekommer det mig, at en ideologi har tiltalt mange politikere, så de nu mener, at statens natur skal forvaltes efter ideologiske principper, koste hvad det vil.

Om årsagen til den store appel til folk, der går ind for genforvildning, kan kun gisnes – måske fordi det er populært at give indtryk af handlekraft over for påstået naturkrise.

Ideologien rammer i øjeblikket statsskove. Siden 1805 har udsætning af husdyr i skove været forbudt, men nu skal det tillades.

“Genforvilderne” mener, at kvæg og heste skal leve på arealer, der udlægges som natur, med det formål at arealernes naturindhold ændres. Bagmændene antager, at det vil give øget forskellighed i artssammensætning.

Man forestiller sig, at der var stor forskellighed af arter i Danmark i den seneste mellemistid, og at det er et ønskværdigt mål. Er det ”vildmændene” bag ideologi, der er faret vild?

Hvorfor netop seneste istid med et andet klima og en anden befolkning. Hvorfor har man problemer med at acceptere, at vinterfodring af husdyr er en af de forudsætninger, der i Danmark har givet befolkningstilvækst og et landbrug, hvor enge, overdrev og strandenge var vigtige som sommergræsningsområder.

Genforvilderne tror, at øget forskellighed af arter kan opnås ved udsætning af heste og kvæg, og dyrene må ikke fodres. Heller ikke om vinteren, hvor græsser og urter ikke vokser. Er det motivbesmykkelse eller beherskelses ideologi? Behersker vi, bare fordi mennesket kan?

Ud over at ideologien mangler videnskabelig evidens
Anklager jeg den for at være dyrefjendsk. Det er ikke i overensstemmelse med min moral at tillade, at dyr i ens varetægt sulter.

Albert Schweitzer skrev: ”Ærefrygt for livet”, og for mig handler det ikke alene om livet for vilde dyr, men også for dyr i menneskers varetægt. Mennesket har været smarte nok til at tæmme mange vilde dyr, så vi kan få mad og fornødenheder.

Mennesket har taget ansvar for mange dyrs liv, og vi lærer vores børn at tage ansvar. Løgstrup taler om ”suveræne livsytringer”, og at vi mennesker har begrænset ansvar, men at vi ikke må flygte fra det ansvar, vi har. 

Jeg mener, bagmændene og politikere svigter det ansvar. Godt nok er vi mennesker kloge, men vi behøver ikke at opføre os umenneskeligt ved at holde dyr og undlade at give dem foder.

I moderne samfund 
Er det for mange mennesker ikke længere nødvendigt at kæmpe hårdt for at undgå sult. Vi skal ikke længere opsøge vildtet i naturen eller selv dyrke jorden. Pengeøkonomi sørger for, at vi får penge for vores tjenesteydelser, så vi kan købe mad i butikkerne.

Er vi kommet så langt væk fra den personlige sult, at vi fascineres af at se dyr sulte? Eller kan nutidens menneske ikke konstatere, om et husdyr sulter? Har vi i rigdom drevet det så vidt, at vi er blevet ufølsomme for andres lidelse? Jeg håber, det ikke er tilfældet.

Teologen Ole Jensen, der er filosof og forfatter blandt andet til bogen: ”I vækstens vold – økologi og religion” har beskæftiget sig med mennesket i relation til naturen. Han finder, at der med naturbrug bestandigt skal ske ”en afvejning af hensyn til medmenneskelighed og et hensyn til medskabningen”. Vores kultur og dens brug af naturen er ikke en ubegrænset ret, men noget vi har fået givet. 

Andre filosoffer har beskæftiget sig med menneskets syn på naturen. For eksempel mente Immanuel Kant, at mennesket er en undtagelse i forhold til de andre dyr, fordi vi kan formulere en ubetinget pligt (en moralsk lov) og stille den op imod vores tilbøjeligheder. Har vi mennesker nu drevet nyttesynspunket så vidt, så dyr kun har en berettigelse, hvis de er redskaber i en ideologi, der tilsidesætter moral og følger en tilbøjelighed til at beherske.

Genforvildningsideologien
Indeholder en del dogmer. Et af dem er, at bestandene skal være ”selvregulerende”. Dyrene tænkes sultet så tilpas, at de ikke umiddelbart dør af det, men at man kan fjerne dem lige før.

Aflivning ved nedskydning i folden har jeg set nævnt, men jeg håber det er et rygte. Nogle mener endog, at dyr, som ikke kan klare det, skal dø naturligt. Men da Darwin fremlagde sin hypotese om, at de bedst tilpassede overlever, vil jeg tro, han tænkte på natur, der ikke er forvaltet af mennesker.

Teologen Ole Jensen beskæftigede sig i sin bog med begrebet ideologikritik. Han mener, at ideologi er ”et sæt meninger som har magt over en gruppe af mennesker, magt over deres bevidsthed, og det på en forkert måde, fordi der er tale om et sæt falske meninger eller i hvert fald et sæt fordrejede eller ensidige meninger”. Ole Jensen anfører, at når ensidige meningers magt brydes, er det en befrielse.

Jeg vil hilse nedbrydning af genforvildernes magt velkommen som en befrielse.

”Ærefrygt for livet”
Skal ikke forstås på den måde, at vi skal frygte pludselige angreb af køer og heste, der sulter. Vi skal ikke frygte dem, men holde deres liv i ære, fordi det er liv. Den tanke har naturfolk. De nordamerikanske indianere mente, at naturen er grusom, men den er ikke ond. De troede, at alle elementer i naturen har en sjæl. Men det er forkert at tro, at fordi vi ikke deler deres overtro, skal vi heller ikke dele deres agtelse, undren og respekt for det levende, som er i vores hænder.

Genforvilderne hævder, at ideologien er funderet i videnskabelig evidens, hvilket er betvivlet af forskere. Men det er en hel anden historie.

Ideologien, og især dogmet om vintergræsning uden fodring, er genstand for stor debat. En debat, som desværre er polariseret, og hvor synspunkter om varetagelse af god dyrevelfærd af genforvilderne bliver nedgjort og forhånet som tåbelige. Modstanderne beskyldes for at være uvidende ”fjolser” i den offentlige debat. Hvor trist.

Vi må ikke blive så rige på gods, guld og ideologi, at vi bliver fattige på omsorg og hensyn. 

Kilde:
Lis Ravnsted-Larsen
Biolog